Zika-virus i Florida får ingen turisme-betydning

zikaTURISME: Efter Florida fredag bekræftede zika-myg, fraråder Englands sundhedsstyrelse gravide unødvendige rejser. ”Men myggene får ikke indflydelse på turismen,” forudser direktør i den danske Discover America-komite.

Floridas guvernør, Rick Scott, oplyste fredag, at der er fundet fire tilfælde, hvor personer i et lille område omkring Miami antages at være stukket af zika-myg. Det er første gang zika-myg antages at være kommet til USA.

Efter Florida oplyste om den mulige tilstedeværelse af zika-myg, opfordrede den engelske sundhedsstyrelse, Public Health England, PHE, gravide til at udskyde ikke-nødvendige rejser til Florida. PHE tilføjer, at risikoen for at blive stukket af zika-myg i Florida er ”moderat,” mens den er høj i bl.a. Brasilien, hvor Rio de Janeiro fra denne uge er OL-vært.

Siden starten af i år har der været udbrud af Zika-virus-infektion i omkring 20 lande i Syd- og Mellemamerika. Der er endnu ingen vaccine eller behandling mod Zika-virus.

”Infektionen er sædvanligvis mild, og 80 pct. får ingen symptomer, men den kan hos gravide forårsage misdannelser i centralnervesystemet hos fostre og nyfødte,” står der bl.a. på den danske Sundhedsstyrelses hjemmeside. Gravide og kvinder, der aktuelt påtænker at blive det, anbefales at udskyde ikke-nødvendige rejser til områder med Zika-virus, tilføjes det.

Sammen med New York og Californien er Florida en af de mest besøgte turistdestinationer i USA. Sidste år havde Florida over 106 mio. turister, primært fra USA og der var for første gang over 1,5 mio. nordiske rejsende til USA; heraf var de 353.000 danske ankomster, en stigning på 13 pct. sammenlignet med 2014.

Men direktør for den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, tror ikke zika-myg i et lille område omkring Miami vil betyde noget for antal af danske rejsende til Florida: ”Gravide skal selvfølgelig passe på, men ellers kommer de fire tilfælde ikke til at betyde noget. Verden går ikke at lave af denne grund,” sagde hun søndag til standby.dk

Der findes zika-myg i ca. 60 tropiske og subtropiske lande verden over. Zika-virus går typisk over af sig selv efter 4-7 dage.

Der er mange flere oplysninger om Zikavirus på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.