WoCo-formand afviser millionkrav

Michael Metz Mørch.

TURISME: Tidligere bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, klager over Erhvervsstyrelsens krav om, at han skal betale 21 mio. kr. for ulovlige lån til at dække underskuddet ved Melodi Grand Prix i 2014.

Michael Metz Mørchs advokat, Finn Schwarz, siger til BT: ”Vi mener ikke ansvarsvurderingen er rigtig.”

Meldingen kommer efter Erhvervsstyrelsen traf sin afgørelse den 22. februar. Her lød konklusionen, at Michael Metz Mørch som daværende bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen burde have informeret sin bestyrelse om, at man ikke havde pligt til at dække millionunderskuddet i projektselskabet, som stod for Melodi Grand Prix i København.

Erhvervsstyrelsen skrev også: ”Styrelsen finder, at Michael Metz Mørch som formand har tilsidesat sine forpligtelser, og at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse.”

Michael Metz Mørch er den eneste, som Erhvervsstyrelsen har rejst krav imod. Den tidligere direktør Lars Bernhard Jørgensen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer slipper for erstatningskrav for at have optaget ulovlige lån fra DR på 46 mio. kr.​