VisitDenmark mister ’fyrtårn’

Lars Ramme Nielsen fotograferet af standby.dk i 2013 ved en af verdens største turistmesser, ITB i Berlin, hvor VisitDenmark bl.a. stillede med et typisk dansk sommerhus.

Lars Ramme Nielsen fotograferet af standby.dk i 2013 ved en af verdens største turistmesser, ITB i Berlin, hvor VisitDenmark bl.a. stillede med et typisk dansk sommerhus.

TURISME: Efter fire år som markedschef for VisitDenmark i Tyskland, Danmarks største turistleverandør, står chefen fra 1. oktober i spidsen for storudlejer af ferieboliger.

42-årige Lars Ramme Nielsen, VisitDenmarks markedschef Tyskland, forlader Danmarks nationale turistråd.

Fra 1. oktober er den gennemsympatiske, garderhøje nordjyde ny salgsdirektør for de to varemærker DanCenter og Danland, der udbyder 8.000 feriehuse og 28 feriecentre i Skandinavien og Nordtyskland.

Lars Ramme Nielsen er cand.scient.pol (statskundskab) fra Aarhus Universitet. Med en afstikker til Københavns Lufthavn var han ni år i Wonderful Copenhagen, bl.a. som ansvarlig for erhvervsturismenetværket Meetingplace Copenhagen.

Han forlod turismen til fordel for forretningsudvikling af projekter i Industriens Fond, indtil VisitDenmark i 2012 sendte Lars Ramme Nielsen til Hamborg, som chef for det tyske marked og for at bidrage til VisitDenmarks ambition om at genvinde positionen på det tyske marked.

Strategien var bl.a. at styrke markedsføringen i Tyskland ved at samle det danske turisterhverv i større og mere slagkraftige kampagner under de to paraplyer “Die dänische Nordsee” og “Die dänische Ostsee.”

Tyskland er Danmarks vigtigste turismemarked. Især ved de danske kyster er der langt flest tyskere blandt udenlandske turister.

Tre gange så mange tyskere besøger Danmark, som der er tyske gæster i de øvrige nordiske lande tilsammen. Næsten 60 pct. af alle udenlandske gæster i Danmark er tyskere, og ved de danske kyster har 80 pct. af alle udenlandske gæster et tysk pas.

Dette til trods har ”den tyske udfordring” i mange år været en forfaldshistorie. Tyskerne ”svigtede” Danmark, da der efter Murens fald kom masser af kyst og nye konkurrerende hoteller, feriehuse og campingpladser i det tidligere DDR, Østtyskland.

Sammen med kollegerne på VisitDenmarks tyske markedskontor i Hamborg har Lars Ramme Nielsen de seneste år radikalt ændret fortælling, ”brandposition” og segmentering i Tyskland af Danmark.

Både i 2014 og i 2015 så Danmark en vækst fra Tyskland på ca. syv pct. I 2015 blev der registreret ca. 14 mio. kommercielle overnatninger fra Tyskland i Danmark. Hidtil i år har væksten af tyske turister i Danmark været næsten 10 pct.