”Vi var naive”

nortlander skiDET LILLE INTERVIEW: Forbrugerombudsmanden kritiserer Nortlander Skitours for at bede kunder skrive rosende omtale på Trustpilot. Men meningen var kun at få konstruktive input, siger bureauets marketing manager.

Af Henrik Baumgarten

Det var ulovligt i forhold til markedsføringsloven, da Nortlander Skitours fra København i foråret opfordrede sine kunder til at skrive positive brugeranmeldelser på dk.trustpilot.com mod at deltage i en konkurrence om en skirejse med alt betalt, lød det i går fra Forbrugerombudsmanden.

Nortlander har nu rettet ind – og rejsebureauets marketing manager, Kim Just-Andersen, har beklaget.

Hvordan kunne I gøre dette? Anmeldelser på f.eks. Trustpilot skal være troværdige – og ikke et bestilt skønmaleri.

”Vi var ikke klar over, at opfordringen fra os var i strid med markedsføringsloven. Ordlyden i vores e-mails skulle have været bedre; vi var ikke ude på at få de bedste anmeldelser. Det, vi ønskede, var konstruktive anmeldelser, så vi kan gøre vores rejser bedre ved at lære af gæsternes oplevelser. Vi var nok lidt naive, men mente, at vi holdt os indenfor det tilladte. Vi har ikke været klare nok i vores kommunikation i denne sag.”

Hvor mange fik I til at skrive de positive anmeldelser?

”Det har jeg ikke tal på.”

Har I selv skrevet nogle af dem?

”Selvfølgelig ikke.”

Stoler du selv på Trustpilot?

”Haha, jeg stoler på de fleste anmeldelser, men ved godt, at der før har været lavet numre med falske anmeldelser på Trustpilot og Tripadvisor. Men generelt stoler jeg på Trustpilot og Tripadvisor, som jeg selv bruger, når jeg f.eks. skal på rejse.”

Ved at skrive rosende om jer på Trustpilot kunne man vinde en rejse med alt betalt. Hvem vandt?

”Vi har vist endnu ikke trukket nogen vinder,” siger Kim Just-Andersen.

Delte meninger om Nortlander på Trustpilot

På dk.Trustpilot.com scorer Nortlander højt, 9,2 ud af 10, og har betegnelsen ”Fremragende.” Men der er også kritiske indlæg om det store skirejsebureau.

Her pluk fra de seneste anmeldelser: ”Jeg kan klart anbefale Nortlander,” skriver en bidragsyder, mens en anden brokker sig over fem timers ventetid på en bus på en tysk tankstation.

En tredje skriver om ”en super skiferie… ”Det var ikke sidste gang, vi rejste med Nortlander.”

En bruger skriver, at rejsen med Nortlander var ”første og sidste tur med denne joke af et firma.”

Og en anden oplyser til sidst i sit bidrag: ”Jeg deltager i konkurrence om at skrive den bedste anmeldelse. Jeg havde måske ikke taget mig sammen til at skrive anmeldelsen, hvis der ikke var en konkurrence, men alt hvad jeg har skrevet er min oprigtige mening om en rigtig god oplevelse med Nortlander i Wagrain i uge 7 (2016).”