USA vil fjerne lande fra Visa-program

0
USAs handelsminister, Penny Pritzker, under paneldebatten i Dallas i går.
USAs handelsminister, Penny Pritzker, under paneldebatten i Dallas i går.

TURISME: USA vil overveje at smide nogle af de 38 Visa Waiver-lande ud af samarbejdet om visa-fritagelse, hvis de ikke giver USA nok oplysninger om f.eks. Syrien-krigere blandt deres statsborgere.

(Dallas, standby.dk) ”Visa Waiver Programmet er i denne tid udsat for en risiko. Der er brug for et nyt og bedre system til at dele informationer mellem myndighederne i de 38 Visa Waiver-lande og USA. Systemet skal fange de farlige personer fra lande i Visa Waiver-programmet – også selv om EU gør meget ud af beskyttelse af persondata.”

Sådan lød noget af budskabet fra USAs handelsminister, Penny Pritzker, under første dag af det store World Travel & Tourism Council, der afvikles i dag og i morgen i Dallas, Texas.

Direkte spurgt af ordstyreren, om USA helt overvejer at lukke Visa Waiver programmet, sagde ministeren, at så langt var man ikke kommet.

Visa Waiver Programmet (VWP), som bl.a. de nordiske lande er med i, betyder, at statsborgere fra de 38 VWP-lande ikke behøver visum for at rejse ind i USA.

USA strammede i januar reglerne for statsborgere i VWP-landene. Det betød bl.a., at statsborgere i disse lande, der har dobbeltstatsborgerskab fra Iran, Irak, Sudan eller Syrien, nu ikke automatisk kan rejse ind i USA, men skal søge visum. Ændringen gælder også borgere fra VWP-landene der de seneste fem år har besøgt Iran, Irak, Sudan eller Syrien. Der er en række undtagelser til stramningerne.

For at finde statsborgere fra VWP-landene, der f.eks. har været i Syrien som ”hellige krigere,” ønsker USA øget adgang til informationer om disse personers rejseadfærd. Det skal også ses i lyset af, at nogle af de såkaldte hellige krigere har stået bag- eller medvirket til f.eks. terrorangrebene i november i Paris og sidste måned i Bruxelles.

Handelsminister Penny Pritzker sagde i sit indlæg på konferencen i Dallas, at 60 pct. af de oversøiske rejsende til USA kommer fra de 38 VWP-lande.

”Der er behov for at myndighederne i VWP-landene bliver bedre til at indsamle og dele informationer med USA, hvis deres borgere har været med i krigshandlinger i f.eks. Syrien,” sagde Penny Pritzker.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz