USA vil afsløre mentalt ustabile piloter

cockpitLUFTFART: Inden for et halvt år er eksperter fra USA’s luftfartsmyndigheder og flyselskaber klar med anbefalinger til, hvordan myndighederne kan blive bedre til afsløre, om piloter har mentale problemer. USA’s og Canadas 30 største flyselskaber har 51.000 piloter.

USA’s luftfartsmyndigheder – Federal Aviation Administration, FAA, skal blive bedre til at afdække piloters mentale problemer. Ændringen sker i kølvandet på katastrofen i marts, hvor en mentalt forstyrret tysk pilot hos Germanwings styrtede en Airbus A320 ned i de franske alper efter at have låst kaptajnen ude fra cockpittet. Alle 150 ombord omkom.

Det har udløst krav om, at flyselskaber bliver bedre til at finde piloter med psykiske problemer, så katastrofen ikke gentager sig. Det nye amerikanske ekspertpanel, der også omfatter udenlandske eksperter, kaldes Pilot Fitness Aviation Rulemaking Committee. Komiteen skal undersøge de nuværende metoder for at finde mentale problemer hos piloter – og hvordan f.eks. piloter kan rapportere mistanke om problemer hos andre piloter.

FAA vil, når man har anbefalingerne fra ekspertkomiteen, måske foreslå ændringer af adgangen til cockpit, træning af piloter og andre områder. FAA understreger, at amerikanske piloter i forvejen gennemgår grundig screening, men at Germanwings-katastrofen, og at Malaysia Airlines MH370 sidste år i marts forsvandt – og aldrig blev fundet – har fået myndighederne til at kigge nærmere på piloters mentale tilstand.

En teori om det forsvundne MH370 fly er, at en af piloterne låste sin medpilot ude fra cockpittet og derefter satte flyet på kurs mod det ukendte. En teori er, at MH370 endte i havet ud for Australiens vestkyst.

De nuværende amerikanske regler for piloter, der flyver for ruteflyselskaber, er, at de skal gennemgå det såkaldte Periodiske Fly Check hvert år, og hvert halve år hvis en kaptajn er over 40 år.

cockpitSkjuler kommercielle trafikpiloter i USA oplysninger om f.eks. deres mentale problemer, kan de få bøde på op til 250.000 dollars fra FAA.