USA overvejer laptop-forbud fra Europa

LUFTFART: Ca. 40 pct. af USA’s udenlandske rejsende kommer fra Europa på op til 350 daglige fly. USA udvider måske forbud mod elektronisk isenkram til at omfatte fly fra Europa. I stedet skal det være i indchecket bagage.

Forbud mod større elektroniske apparater i håndbagagen på flyvninger fra Europa til USA overvejes nu af USA’s Department of Homeland Security, skriver flere medier.

Det får denne kommentar fra Greeley Koch, adm. direktør for ACTE, Association of Corporate Travel Executives:

”Handlinger for at forebygge sikkerhed for rejsende burde ikke skabe flere spørgsmål end svar. Hvis USA i dette tilfælde har en sag, hvorfor var flyvninger fra Europa så ikke omfattet af det elektroniske forbud i marts mod en række lande fra bl.a. Mellemøsten – et forbud mod at medbringe elektroniske apparater i passagerernes håndbagage afbryder de rejsendes mulighed for at arbejde ombord.”

I marts indførte USA – og Storbritannien – forbud mod elektroniske apparater, der ikke må være i håndbagagen hos passagerer fra flere flyselskaber på ruter til USA og Storbritannien.

Passagerne må kun medbringe smartphones, der ikke overstiger målene 16 x 9,3 x 1,5 cm. Men laptops, DVD-afspillere, kameraer osv. skal checkes ind.

Det amerikanske forbud rammer flere lande og ni flyselskaber: Egyptair, Emirates, Etihad (Abu Dhabi), Kuwait Airways, Royal Air Maroc, Royal Jordanian, Saudia, Turkish Airlines og Qatar Airways.

Flyvninger fra disse lufthavne blev i marts omfattet af det amerikanske forbud: Amman i Jordan, Cairo, Istanbul, Jeddah i Saudi Arabien, King Khalid i Riyadh, Saudi Arabien, Kuwait, Mohammed V i Casablanca, Marokko, Doha International, Qatar, samt Dubai International og Abu Dhabi International.

En amerikansk embedsmand siger til CNN, at de ti lufthavne er på listen, fordi de kan have problemer med sikkerhedstjek af elektroniske apparater og risiko for, at sikkerhedspersonalet i disse lufthavne infiltreres af terrorister.

I weekenden skrev CNN, at det var sandsynligt at laptop-forbuddet ville blive udvidet til flyvninger fra Europa til USA – i snit 350 daglige fly. Omvendt vil det mulige forbud ikke gælde flyvninger fra USA til Europa.

EU holdt fredag samtaler med USA’s Homeland Security for at undgå det mulige forbud mod elektroniske apparater i håndbagagen.

Årligt er der ca. 65 mio. rejsende mellem Europa og USA. Et forbud mod elektroniske artikler i passagerernes håndbagage vil også ramme de amerikanske flyselskaber, der har ruter fra Europa til USA. I Danmark og Sverige er det kun Delta Air Lines, der har årlig, daglig sommerrute fra København og Stockholm til New Yorks JFK-lufthavn.​