Udliciteret sikkerhedskontrol i Sharm el-Sheikh

2
Sharm el-Sheikh lufthavn.
Sharm el-Sheikh lufthavn.

TURISME: ”Jeg savner bedre deling af informationer i Europa,” siger direktør for Danmarks Rejsebureau Forening efter Danmark i fredags ændrede sin vurdering af Sharm el-Sheikh og nu fraråder rejser.

Siden Airbus A321-flyet fra russiske Metrojet forrige lørdag havarerede over Sinai-halvøen kort efter start fra Sharm el-Sheikh, har der været mange teorier om årsagen til katastrofen, der kostede alle 224 ombord livet.

Torsdag i sidste uge så Udenrigsministeriet ingen grund til at ændre den danske rejsevejledning for f.eks. Sharm el-Sheikh og Sinai-halvøen.

Men et døgn senere blev rejsevejledningen for Egypten ændret, så ministeriet nu ”fraråder ikke-nødvendige rejser til den sydlige del af Sinai-halvøen, inkl. Sharm el Sheikh. Ændringen sker på anbefaling fra Transportministeriet, begrundet i luftfartssikkerhedsmæssig vurdering baseret på oplysninger, myndighederne modtog i løbet af fredag den 6. november,” hedder det bl.a.

Der var i fredags telefonmøder mellem EU-landene, så medlemmerne kunne enes om, hvorvidt de skulle fraråde rejser til Sharm el-Sheikh – indtil årsagen til havariet er afklaret.

De første til at antyde, at en bombe var årsag til katastrofen, var briterne, men det er uklart hvor meget viden om baggrunden, briterne har delt med f.eks. andre EU-lande samt USA.

I hvert fald bragte engelske fly i weekenden flere tusinde briter hjem fra Sharm el-Sheikh.

Også andre lande har hentet rejsende til Sharm el-Sheikh hjem i weekenden, herunder Rusland, der ifølge BBC har hentet 11.000 russiske turister og statsborgere hjem fra ikke kun Sharm el-Sheikh, men fra hele Egypten. Rusland har indtil videre stoppet alle flyvninger til Egypten.

SAS skulle i lørdags have fløjet gæster fra det danske rejsebureau Atlantis Rejser hjem til København, men ønskede ikke at gennemføre flyvningen. Den overtog Danish Air Transport, der også havde et fly af sted for Apollo Rejser. DAT medbragte sikkerhedseksperter, der i lufthavnen bl.a. lod passagererne udpege deres bagage.

Flere medier har skrevet om tilsyneladende elendig sikkerhed i lufthavnen i Sharm el-Sheikh. I en kommentar siger adm. direktør Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening til standby.dk: ”DRF deltog også i møderne i Udenrigsministeriet, men det virker som om, at Danmark ikke har fået nok informationer om situationen i f.eks. lufthavnen i Sharm el-Sheikh. Derfor kunne man torsdag ikke forholde sig til en ændring af rejsevejledningen for denne del af Egypten. Det virker som om myndighederne i en række EU-lande ikke har været gode nok til at dele deres informationer med andre lande.”

”Det er super synd, fortsætter Lars Thykier, for de passagerer, der ikke kom af sted og det er økonomisk frygteligt for rejsebureauerne og kan blive en katastrofe for den egyptiske turisme-økonomi.”

Hvis sikkerheden ikke er god nok i f.eks. lufthavnen i Sharm el-Sheikh, så kunne de egyptiske myndigheder overveje at udlicitere sikkerhedskontrollen til f.eks. Københavns Lufthavn eller andre, der er kendt for at have en meget høj sikkerhed, foreslår Lars Thykier.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

2 Comments on "Udliciteret sikkerhedskontrol i Sharm el-Sheikh"

Notify of
avatar
Insider
Insider

Lars skal vist lige tænke før han taler…

Steen
Steen

Undrer mig……

Så vidt jeg ved så er der ikke endnu data fra de sorte boxe….dvs. Man kan ikke med sikkerhed sige at bomben var ombord. Hvilket igen kan betyde at et missil også kan være en mulighed.

Det vides først med sikkerhed når data er blevet behandlet. Om en måned cirka.

?

wpDiscuz