Tysk Avis: Etihads ejere tynget af lave oliepriser

etihad airways, Airbus A380OLIEKRISE: Etihad Airways har ejere, som er hårdt ramt af lave oliepriser og overvejer sine tyske investeringer, skriver den store tyske avis Die Zeit.

Hvis man skal tro den tyske avis, overvejer Al-Nahjan familien i Abu Dhabi investeringer i Tyskland i Airberlin. Familien skulle før have haft en indtægt på 200 mio. euro om dagen, og det er nu raslet ned til 45 mio. euro dagligt på grund af de lave oliepriser.

Nu er over 300 mio. kr. om dagen jo fortsat en ganske pæn sum, men Etihad har også investeret meget i netværket af flyselskaber som Alitalia, Virgin Australia, Jet Airways i Indien, Air Serbia og Air Seychelles

Budskabet er, ifølge avisen, at investeringsklimaet i Tyskland ikke mere er, som da man trådte ind i Airberlin, der har haft et underskud på 200 mio. euro de første ni måneder af 2015. Det eventyr har kostet Etihad over en mia. euro, stadig i følge Die Zeit.

Lufthansa har gjort alt både foran og bag kulisserne for at forhindre samarbejdet mellem Etihad og Airberlin bl.a. ved at forsøge at stoppe codeshare aftalerne – og har fået følgeskab af de tyske luftfartsmyndigheder.

Avisens konklusion er, at hvis Airberlin går konkurs, vil det åbne en ladeport for Easyjet og Ryanair på det tyske marked og betyde en voldsom konkurrence for Lufthansa.

Hertil er bare at tilføje, at det næppe kommer bag på Lufthansa.