Sun-Air lukker to ruter

Sun-Air Dornier 328 fly lufthavnLUFTFART: Den 29. april indstiller danske Sun-Air to af sine 12 direkte udenrigsruter fra Jylland. Omvendt åbner selskabet på fredag ny rute fra Billund og Aalborg til Humberside på den engelske østkyst med to fly om ugen.

Sun-Air lukker sine ruter fra Billund til Bruxelles og fra Aalborg til Stavanger. Ruten til Bruxelles har været fløjet siden 2004, mens Sun-Air åbnede Aalborg-Stavanger i august sidste år.
Lufthavnen i Bruxelles var lukket to uger efter sidste måneds terrorangreb. Lufthavnen er på vej tilbage til det normale, men der er stadig begrænsninger på antallet af flyvninger. Ligeledes skal passagerne gerne være i lufthavnen mindst tre timer før afgang på flyvninger inden for Europa. Men det er besværligt og tidskrævende at komme til lufthavnen.

”Sun-Air fløj indtil angrebet på lufthavnen i Bruxelles morgen og aften fra Billund. Men fordi lufthavnen ikke er tilbage på fuld kapacitet, har vi indtil videre mistet vores morgenafgang. Dermed kan vi ikke tilbyde vores sædvanlige produkt med to afgange på hverdage. Vi indstiller derfor Bruxelles-ruten. Skulle situationen ændre sig, er vi klar til at genoptage betjeningen,” siger kommerciel direktør i Sun-Air, Kristian Tvergaard, til standby.dk

Ligeledes lukker Sun-Air ruten mellem Aalborg og den norske oliehovedstad, Stavanger: ”Også her er vi parat til at genoptage flyvningerne, hvis situationen ændrer sig. Men krisen i oliebranchen gør, at vi ser stadig færre rejsende på Aalborg-Stavanger – derfor har vi valgt at lukke. Der er i øjeblikket ikke det fornødne økonomiske grundlag for at fortsætte. Vi har forsøgt at beskære ruten, men der er for få rejsende,” siger Kristian Tvergaard.

Den frigivne ledige flykapacitet kan Sun-Air i stedet bruge på det voksende marked med de såkaldte ad hoc-flyvninger i Europa med f.eks. fodboldhold og musikgrupper.

Sun-Air havde sidste år 210.000 passagerer og forventer ca. samme antal i år. Selskabets flåde består primært af 15 Dornier 328-jetfly med plads til 32 passagerer.

På fredag åbner Sun-Airs nyeste rute, denne gang fra Jylland til Humberside på den engelske østkyst. Ruten flyves i første omgang fredage og søndage – bliver det nye tiltag en succes, kan der efter sommerferien komme flere afgange.

Den nye rute til Humberside er primært sat i verden efter ønske fra vindmøllegiganten Siemens og dens leverandører. Siemens er ved at bygge stor vindmøllefabrik i Hull tæt på Humberside. I England flyver Sun-Air i forvejen til Cambridge, London City Airport og Manchester.

Sun-Air flyver ikke kun fra Jylland til destinationer i Nordeuropa – selskabet har også en række ruter uden for Danmark; ca. 30 pct. af Sun-Airs flyvninger foregår uden for Danmark.