Stilhed før stormen

Rickard Gustafson.

Rickard Gustafson.

TORSDAGSKLUMME: En god start på vinterprogrammet i SAS i oktober gav ikke noget svar på, om det overhovedet kan betale sig at øge trafikken så meget, som SAS gør. Priserne for billetterne er fortsat urealistisk lave, og det går heller ikke for godt med præcisionen. – Vi venter på svar tirsdag.

Af Ejvind Olesen

Hvis det er rigtigt, at SAS står foran afgørende beslutninger om selskabets fremtid i disse dage og præsenterer resultatet på tirsdag, så gav gårsdagens trafiktal for oktober ikke noget svar. Nærmest en march på stedet.

Trafikvæksten var overraskende god. Volumen voksede støt, ikke mindst på de interkontinentale ruter, som tilfældet har været mange måneder. Flot ser det ud med en fremgang i trafikken på 29,4 procent i oktober for hele regnskabsåret på 27,2 procent. Det ville unægtelig have givet en strømpil, hvis vi vidste, hvad det har givet på bundlinjen at starte ruter til Miami, Boston, Los Angeles og øge frekvenserne på New York og Shanghai. Især når vi ved, at der også er solgt billetter retur fra København for ca. 2.500 kr. til New York.

Pilen for væksten flader noget mere ud med 1,7 procent på europæiske og interskandinaviske ruter, og det er her SAS primært skal tjene sine penge. Totalt faldt yielden (gennemsnitsindtægten for solgte billetter) med 10 procent.

Man kan også undre sig over, hvorfor præcisionen falder til 81 procent, den var 87,6 i oktober. Næsten 20 procent når ikke frem inden for et kvarter efter tidsplanen. Er buen spændt for hårdt?

Gennem hele året har ledelsen lovet et marginalt plus på bundlinjen. Den melding får vi også, og regnskabet bliver først nu påvirket af den stigende oliepris. Generelt har SAS hedged ca. 80 procent af olieforbruget i det forløbne år. Det har nok bevirket, at der er betalt mere, end det ville være tilfældet i fri handel i den forholdsvis lange periode, hvor prisen var helt i bund.

Skal SAS bevare sin selvstændighed, skal der mere end et marginalt resultat til i næste uge.

Mon Rickard Gustafson på mandag tør sige, som fhv. statsminister Helle Thorning. ”Der kommer et rigtigt godt resultat i morgen?

Svaret blæser i vinden lidt endnu.