Stig Elling ligner sig selv

Stig Elling.

FØDSELSDAG: Da Simon Spies besluttede sig for at gå ind i Jylland, barberede han det lange skæg af og stoppede med alkohol. Så drastisk er Stig Elling, som i dag fylder 70 og nu er hos Bravo Tours, ikke gået til værks. Alligevel har han fået ny kontrakt på 30 år.

Af Ejvind Olesen

Når Stig Elling i dag i familiens kreds kan fejre sin 70 års dag, er det to år siden, han efter eget ønske stoppede i Star Tour (nu TUI). Han fik en række tilbud. En 68-årig af hans kaliber ville mange godt have fat i. På deltid, for sådan ville han også helst selv have det.

Det blev hans gamle ven fra Herning, Peder Hornshøj, som vandt, og Stig føler, han i dag er en del af en virksomhed, hvor alle brænder for det samme. ”Faktisk minder det mig lidt om det gamle Solrejser i 70’erne. En for alle og alle for en,” siger Stig.

Hvad er din stilling egentlig i Bravo Tours?”

”Du har lige kaldt mig spin doktor for Peter. Det er ikke helt forkert. Men også meget andet i salg og marketing. Peter har lige forlænget min kontrakt med 30 år.”

Du ligner stadigvæk dig selv. Uden skæg. Det er ellers blevet moderne siden dengang Spies gik ind i Billund. Og hvordan med spiritus?

”Jeg kan holde måde og ligger under Sundhedsstyrelsens grænser. Nu holder jeg også mere fri. Også fra politik. Man skal passe på sig selv, når man bliver ældre. Jeg ynder at sige, at jeg er den, der har haft flest år (55) i rejsebranchen og fortsat er aktiv.”

Jeg var der da også, da vi mødtes, og jeg på Berlingske ville skrive om dig og Solrejser i 1974.

”Ja, men du var på avisen og havde forladt rejsebranchen 10 år forinden. Jeg har været glad for mine mange jobs med det udadvendte i rejsebranchen. Senest i Star Tour. Skulle jeg tænke tilbage på nogen andet, som jeg godt kunne have tænkt mig, ville det have været pressechef i SAS!”

Kunne du have gjort det bedre?

”Det spørgsmål agter jeg ikke at svare på”

I næste uge er der reception for en indbudt kreds på Frederiksberg. Der er trods alt også en verden uden for Herning. Også selv om man nu holder Jyllands-Posten.