Stewardesse besvimede og flere syge, fik American Airlines til at vende om

xxxxxxxxx

KATASTROFELANDING: Et fly fra American Airlines på vej fra London til Los Angeles måtte returnere, da flere fra kabinebesætningen blev dårlige og besvimede.

Det kunne ligne en amerikansk katastrofefilm, men det var barsk virkelighed op til weekenden, da AA 109 fra American Airlines var på vej fra London Heathrow til Los Angeles.

Hvad der nøjagtigt skete, er ikke helt klart i reportagen fra Daily Mail og direkte udtalelser fra en læge om bord på flyet, som gik i gang med nødvendig førstehjælp. Men ingen tvivl om, at der var dramatik om bord.

Flyet var et par timer fra London og tæt på Keflavik. En stewardesse besvimede, da hun kom ud fra toilettet, hvilket en kvindelig læge så og straks assisterede med behandling og ilt. Kort efter var en af hendes kolleger ude af stand til at stå op. Var svimmel og havde kvalme. Andre fra besætningen, i alt fem, havde kvalme og led af svimmelhed.

Lægen Barbara Persons underrettede kaptajnen, og han besluttede at returnere til Heathrow. Her måtte passagererne vente nogen tid til en undersøgelse af kabinen var foretaget, før de fik lov at forlade flyet. Også hvert enkelt stk. bagage blev nøje gennemgået, inden det blev overført til andet fly.

Undersøgelsen koncentrerede sig derefter om galleyet, hvor personalemaden blev tilberedt, men søndag var der endnu ikke kommet noget endeligt resultat.

En talsmand for American Airlines siger til Daily Mail: ”Vores tekniske stab har undersøgt flyet, en Boeing 777-300, inklusiv en testflyvning, men ikke fundet nogen fejl. For en sikkerheds skyld er alle luftfiltre blevet udskiftet.”