Starwood afviser Marriott-tilbud

StarwoodHOTELLER: Fusionsaftale mellem hotelkæmper aflyst efter bedre bud fra kinesisk selskab.

To af verdens største hotelselskaber – Marriott og Starwood – har gennem flere måneder forhandlet om en fusion, hvor giganten Marriott overtager det noget mindre Starwood, som blandt andet står bag Sheraton og Westin hotellerne.

Men nu har Starwood afvist Marriotts tilbud om overtagelse til fordel for et endnu bedre tilbud en gruppe af investorer med det kinesiske selskab Anbang i spidsen.

Den kinesiske gruppe har budt næsten 13 mia. dollars for Starwood. Hvis handlen går igennem vil det være den hidtil største kinesiske overtagelse af et amerikansk ledet selskab.

Anbang købte i 2014 New Yorks berømte Waldorf Astoria hotel for næsten to mia. dollars og har netop købt Strategic Hotels & Resorts, som ejer 16 luksushoteller i USA.

Marriott har nu indtil den 28. marts til at komme med et andet tilbud til Starwood og siger, at det overvejer sit næste skridt.