Spies-maskotter får egen butik

?

?

TURISME: Spies maskotter har fået egen butik på Rhodos. Hidtil har de kun været anvendt af Spies og søsterselskaberne i Norden, men fremover er de også maskotter for børn på familiehoteller verden over.

Giraffen Lollo og bamsen Bernie har nu fået egen butik og hjemmeside med salg af deres egen merchandise. De to figurer nøjes ikke med blot at sælge trøjer med deres navne på ryggen. Deres fotos figurerer nu på alt fra hæfteplaster over svømmearme til CDer med deres egen musik, som også er udkommet på musikvideoer.

Den første L & B flagstore er åbnet på Sunwing Kalithea på Rhodos – et familieresort, der kan tage over 2.000 gæster og som i denne sommer får besøg af ca. 5.000 danskere, oplyser Spies.

”Hidtil har Lollo og Bernie kun været anvendt af Spies og dets søsterselskaber i Norden, men fremover skal de også være maskotter for børn fra 15 europæiske lande på familiehoteller verden over. Derfor er der oprettet en Lollo og Bernie-skole på Mallorca, hvor eleverne over to uger skal lære bl.a. at danse og ikke mindst kramme børnene,” siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

Udbredelsen af Lollo og Bernies merchandise skal udvides gennem såkaldte ”shop-in-shop” på rejsearrangøren Thomas Cooks 10 Sunwing Resorts og to Ocean Beach Clubs i fem lande.

Produkterne sælges også hos Thomas Cook Airlines, der netop har lanceret et specielt boardingkort til krammedyr.