Solformørkelse gav fremgang for Færøernes lufthavn

Færøernes Lufthavn Vagar Atlantic AirwaysLUFTHAVNE: Efter at januar og februar var på cirka niveau med de samme måneder sidste år, gav marts en vækst på 47 pct. – eller 7.160 flere rejsende end marts 2014. Årsagen var solformørkelsen over Færøerne 20. marts. Vagar Lufthavnen nedsætter passagerafgiften 12 pct.

De mange ekstra passagerer i Færøernes Lufthavn betyder, at øernes enlige lufthavn i årets første kvartal har haft en passagervækst på 16,4 pct. – svarende til 50.821 rejsende. Sidste år kom lufthavnen for første gang over 250.000 rejsende. Solformørkelsen over Færøerne var den første totale solformørkelse i over 60 år.

”For Vagar Lufthavn var dette den ultimative generalprøve for det nye anlæg omkring den nye landingsbane, de nye navigationsinstrumenter og den nye terminal. En række flytyper og operatører, som ikke tidligere havde prøvet de nye anlæg på Færøerne, havde meldt deres ankomst omkring den 20. marts,” siger lufthavnsdirektør Jakup Sverri Kass.

Færøske Atlantic Airways havde sat flere flyvninger med selskabets A319’ere ind for at imødekomme den store efterspørgsel; derudover kom Titan Airways med en Boeing 737-500 og Danish Air Transport med deres MD-83. Ud over dette kom en række mindre fly som Falcon 2000, Challenger, Embraer og andre flytyper.

”Den massive trafik omkring den 20. marts, stillede store krav til vores tilgang til planlægning og eksekvering af trafikken. På vegne af lufthavnen og Færøernes turismebranche, er jeg utrolig glad for, at vi kunne afvikle al trafik uden forsinkelser,” siger Jákup Sverri Kass.

Vagar Lufthavn har for nyligt meddelt, at lufthavnen, grundet en fornuftig økonomi, nedsætter sin passagerafgift 12 pct. Ligeledes har lufthavnen afsat ca. 20 mio. kr. til at forbedre parkeringsanlægget og for at arbejde mere med at forbedre regulariteten yderligere.

Vagar Lufthavn forventer også passagervækst i år – Atlantic Airways har lanceret flere nye ruter, Visit Faroe Islands arbejder hårdt med promovering af Færøerne, og der er tegn på at der kommer flere ad hoc charterflyvninger i år end nogensinde før, oplyser lufthavnen, der i øvrigt har lagt en ny promoveringsvideo på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=q7AgxkF3It0