Snevejr gav kaos i Oslo Lufthavn

LUFTFART: Kraftigt snevejr gav masser af aflysninger og forsinkelser i Oslo Lufthavn mandag.

Årets hidtil kraftigste snevejr i Oslo skabte mandagen igennem mange aflysninger og store forsinkelser i Norges største lufthavn. Sneen væltede ned fra morgenstunden, netop da der var størst travlhed i lufthavnen, og snevejret fortsatte dagen igennem i Oslo.

”Vi har sammenlagt fået én meter sne i år, men alene i dag kom der næsten 20 centimeter,” sagde kommunikationschef Gurli Høeg Ulverud fra Avinor i går til den norske avis Aftenposten.

Tung sne og temperaturer omkring nul grader betød glatte baner og vanskeliggjorde arbejdet med at rydde dem.

I aftes var stort set alle afgange fra Oslo forsinkede, heraf nogle med flere timer. Snevejret var dog aftagende, og lufthavnen forventede næsten normal trafik tirsdag.