Smørrebrød og bagagemål

4

boeing bagage kabineMANDAGSKLUMME: Man kan vente sig alt, men der måtte da være noget galt, når IATA nu også vil bestemme størrelsen på flybagagen efter for mange år siden at have givet SAS bøde for højt belagt smørrebrød.- Er der en IATA sandwich på vej?

Af Ejvind Olesen

”Ja, desværre. Det, vi har vedtaget omkring håndbagage med flyene, er blevet misforstået. Det har ikke været meningen at lave standardmål for medbragt bagage om bord i flyene. Det er fortsat det enkelte selskabs egne regler. Vi har blot villet hjælpe.”

Nogenlunde sådan kom der en ny meddelelse fra topmødet mellem verdens største flyselskaber i Miami op til weekenden.

IATA-sammenslutningen har gennem alle årene haft svært ved at finde sine egne ben. Det er som om, ellers såre fornuftige og dygtige topchefer famler sig frem efter noget fornuftigt at blive enige om, når de mødes i det regi.

For mange år siden i monopolets højtidsperiode fik SAS en bøde, fordi selskabet serverede finere smørrebrød end konkurrenterne. Ak ja, det var dengang! Det kunne man blive enige om at fordømme.

I år i Miami har man så diskuteret bagage i kabinen med et nyt logo for standardstørrelse, ”IATA Cabin”.

I første omgang blev det forklaret, som om det var en ny bestemmelse om, at kun bagage op til 55x35x20 cm må tages med i kabinen i et rutefly med mere end 120 pladser.

Den var overraskende. Kunne det virkeligt være rigtigt, at IATA nu også ville bestemme det på vegne af samtlige store ruteselskaber? Med et bagagemål mindre end hvad, de fleste flyselskaber tillader i dag.

Vi prøvede efter bedste evne, også på standby.dk (”flyselskaber overvejer mindre bagage”), at fortolke beslutningen. I fremtiden skulle bagage af den anbefalede størrelse så bære mærket ”IATA Cabin”.

Der gik heller ikke mere end et døgn, så måtte IATA ud med en indviklet forklaring om, hvad et sådant logo IKKE betyder. Flyselskaberne har stadig deres frie ret til at bestemme, hvor meget eller hvor lidt bagage de vil have med op i kabinen.

IATA’s stab fastslår efter at have sundet sig: ”Det vil stadig være muligt at få større stk. bagage med i kabinen end de nævnte. Men så kan man bare ikke være sikker.”

Altså helt uændret i forhold til i dag.

Nu venter vi bare næste gang vi sidder om bord i et SAS-fly og får serveret endnu en kedelig tør og salatoverbelæsset sandwich, at se boxen mærket: ”IATA sandwich”. Smurt efter standardmål i alverdens flykøkkener.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

4 Comments on "Smørrebrød og bagagemål"

Notify of
avatar
Kenneth
Kenneth
Om det er rigtigt eller forkert at IATA blander sig her, det kan man jo have forskellige meninger om. Men som rejsemønstret er i dag hos mange, så vil det måske være en god ide, da man så undgår problemer og forvirring. F.eks. hvis man flyver længere væk med mellemstop, og flyver med 2 forskellige selskaber. På første strækning må din håndbagage evt. være større end på strækning 2. Glemmer man det, så skal man lige pludselig pakke om i transferlufthavnen, eller give afkald på håndbagagen, så den kan komme i bagagerummet. Det er forvirrende. Som pilot på korte feeder… Read more »
Diavel
Diavel

Det er muligt at det ikke skal være noget som IATA bestemmer, men det er nødvendigt med strengere regler for hvor meget håndbagage man skal have lov at tage ind i kabinen. Efterhånden slæber folk uhæmmede mængder af tasker, poser m.v med ind i kabinen, og alt skal brokles op i overhead lockers.
Det tager for det første rasende lang tid , for tilsyneladende er det sjældent muligt at lade de andre passagerer slippe forbi mens man anbringer hånd bagagen, virkelig en pestilens efterhånden.

Henrik
Henrik

Man kan jo undre sig over at ingen tager Jan Carlssons idé op om at indrette fly hvor Kabinen har mere plads til håndbagage og lastrummet er mindre. Der er mange ruter hvor flertallet af passagererne kun har Håndbage med.

Leif Andersen
Leif Andersen

I debatten om bagage i kabinen ses der helt bort fra sikkerheden. Ved en ulykke skal flyet tømmes på 90 sek. Vil dette være muligt, hvis det flyder med bagage overalt? Det er nemlig ikke sansynligt, at det hele bliver i hylden, der sikkert vil springe op, eller evt. falde ned over passagererne. Det er set før. Det er helt uansvarligt med al den bagage i kabinen.
Med venlig hilsen
Leif Andersen
Emergency instructor, retired.

wpDiscuz