Skal der være livredder på krydstogtskibe?

Royal Caribbean Quantum of the Seas

Quantum of the Seas. Foto: Royal Carribean

DEBAT: En otteårig dreng mistede livet to dage før jul i swimmingpoolen på Liberty of The Seas fra Royal Caribbean. Forældrene holder ferie.

Presset på krydstogtrederierne med krav om livreddere ved swimmingpools især på de store skibe er vokset i julen. Det sker på sociale medier og i amerikanske aviser efter, at en otteårig dreng druknede i poolen om bord på Liberty of The Seas fra Royal Caribbean.

Liberty hører til den næststørste klasse hos RCCL med flere poolarrangementer bl. a. et anlæg til vandski. For tiden er det kun Disney-skibene, der har fast livredder på. Det blev indført efter, at en fireårig pige faldt i vandet. Hun overlevede med svære skader, og rederiet måtte af med millionerstatning ifølge Cruise Law News.

Den otteårige, som druknede to dage før jul om bord på Liberty, blev tilsyneladende ved et uheld puffet i vandet af en anden passager. Men hvordan det kunne ende så slemt, er ikke blevet meddelt officielt. Der er gisninger om, at drengen var gået alene en tur på dækket, mens forældrene var i kahytten.

De fleste af de mange debatindlæg i medierne går ud på, at forældrene må have ansvaret for deres børn. Også når de er på krydstogt, men ofte er det vigtigere at følge med på mobil og ipads end at holde øje med børnene, bemærker flere.

Ifølge Miami Herald har det været tæt på drukneulykker om bord på Oasis of The Seas i januar for et år siden.

”Ansvaret for børnene hører ikke op, fordi man er på ferie. Til gengæld kan et krydstogtselskab ikke klare frisag ved blot at sætte et skilt op med ”No lifeguard on duty”, skriver avisen.