Sixt Danmarks næststørste biludlejer

Sixt markedsføring på Kgs. Nytorv i København.

Sixt markedsføring på Kgs. Nytorv i København.

BILUDLEJNING: Selv om flere konkurrenter endnu ikke har leveret regnskaber for sidste år, mener direktøren for Sixt i Danmark, at det tyske selskab har overhalet det hidtil næststørste firma, Avis og Budget. Sixt åbner flere udlejningsstationer i Danmark – og forventer i år sit bedste resultat nogensinde.

”Samlet er Avis og Budget større end Sixt i Danmark, men hver for sig er de nu overhalet af Sixt. Det siger min mavefornemmelse, baseret på mit kendskab til den danske biludlejningsbranche,” sagde adm. direktør for Sixt Biludlejning i Danmark, Philip Schack, i går til standby.dk.

”Indrømmet, dette er en antagelse, vi endnu ikke kan dokumentere, da vi venter på regnskabet for sidste år fra Avis/Budget og ikke 100 pct. kender fordelingen mellem Avis og deres billigere selskab Budget. Men min mavefornemmelse siger, at Sixt Danmark sidste år var større i antal udlejede biler end Avis og Budget. Man kan også se på antallet af udlejningsbiler, der videresælges. På denne konto har Sixt næsten lige så mange biler som Avis og Budget tilsammen.”

Philip Schack blev forrige år direktør for Sixt i Danmark, efter fire år i spidsen for Avis Biludlejnings danske afdeling. Han startede i biludlejningsbranchen som bilvasker hos Europcar, Danmarks største biludlejer.

”Sixt har overhalet Hertz Biludlejning i Danmark målt på omsætning og antal udlejede biler. De seneste to år er Sixt begge år vokset 30 pct. Vi tiltrækker bl.a. kunder med vores gennemskuelige priser, ingen skjulte gebyrer og en aggressiv markedsføring af vores oftest nye biler,” siger Philip Schack og tilføjer: ”Foreløbig har Sixt 22 udlejningsstationer i Danmark, den største er Københavns Lufthavn; vi har i år åbnet i Esbjerg, Greve syd for København samt Nyropsgade og Dronningens Tværgade i det centrale København plus i Valby. Der kommer mindst fire nye udlejningsstationer i Danmark de kommende måneder.”

Sixt omsatte sidste år for 150 mio. kr. på det danske markedet og fik et overskud 8,6 mio. kr.

”Overskuddet kunne have været over 10 mio. kr., men vi havde noget ”oprydning” fra tidligere, som påvirkede overskuddet negativt,” siger Philip Schack og tilføjer, at dette år bliver det hidtil bedste for Sixt, siden den tyske gigant for snart 11 år siden genåbnede i Danmark.

Det danske marked for biludlejning er på ca. en milliard kr. om året – 80 pct. er udlejning af personbiler, resten er varebiler mm. De 5 største udlejere i Danmark skønnes at være Europcar, Sixt, Avis, Hertz og Budget. Amerikanske Enterprise er på vej ind på det danske marked, men er endnu en mindre aktør.

Sixt har 2.500 biler i Danmark, heraf er 10 pct. el-biler. Samme tal har Avis og Budget tilsammen, oplyser Sixt.

Philip Schack tilføjer i en pressemeddelelse fra Sixt: ”Vi har indtaget flere centrale placeringer i Danmark og vil fortsætte med at udvide Sixts orange Danmarkskort. Det er ingen hemmelighed, at vi blæser til kamp i branchen – ikke kun på placeringer, men også ved fortsat at tilbyde kunderne høj kvalitet i samspil med gennemskuelige lejekontrakter uden skjulte gebyrer. Det har banet vej til vores succes og fremdrift i Danmark.”