Scandlines fortsætter kamp mod Femern-forbindelse

Scandlines-færge Prinsesse BenedikteINFRASTRUKTUR: Scandlines har igen fået udarbejdet rapport om, at Femern-tunnellens økonomi ikke hænger sammen. Scandlines’ færger vil kunne tilbyde billetpriser på 2/3 af tunnellens budgetterede priser – og stadig tjene penge. Budgettet for Femern-forbindelsen er skredet fra 46 milliarder kr. i 2011 til nu 55.

Den faste forbindelse under Femern Bælt kan blive en dyr underskudsforretning, hvis endnu en ny rapport fra det tyske forskningsinstitut DIW Econ – igen betalt af Scandlines – får ret i sine forudsigelser.  Det skriver Berlingske.

En fast Femern-forbindelse kræver en høj billetpris for at dække byggeriets omkostninger. Det betyder ifølge rapporten god basis for Scandlines for at fortsætte med at sejle parallelt med tunnelforbindelsen. Ud fra de billetpriser, Femern-selskabet har baseret sine udregninger på, vil Scandlines kunne underbyde den faste forbindelse med op til en tredjedel og stadig have overskud, hedder det i rapporten.

Scandlines vil opretholde sine to ruter mellem Danmark og Tyskland, selv om Femern-forbindelsen bliver en realitet. Scandlines’ ruter sejler fra Rødby til Puttgarden og fra Gedser til Rostock.

”Det vil betyde, at tunnelforbindelsen vil miste indtægter, og dermed vil tilbagebetalingsperioden blive på over 50 år,” siger Ferdinand Pavel, der igen står bag rapporten fra Scandlines.

Den nye Scandlines-rapport får køling modtagelse i Femern-selskabet: ”Scandlines har fremlagt endnu et af deres mange indlæg i debatten om Femern-forbindelsen. Vores trafikprognose er udarbejdet af tyske trafikeksperter, og den står vi inde for. Vores analyser og følsomhedsberegninger understøtter ikke, at fortsat færgefart vil være en trussel mod den faste forbindelse,” siger Jens Villemoes, pressechef i Femern A/S, til Berlingske.

Andre beregninger, som fagbladet Ingeniøren har fået eksperter til at foretage, viser også, at finansieringen af Femern-projektet får svært ved at hænge sammen.