Scandic vil have flere danske hoteller

0
Scandic Kødbyen i København bliver fra 2018 hotelkædens nyeste hotel med ca. 370 værelser.
Scandic Kødbyen i København bliver fra 2018 hotelkædens nyeste hotel med ca. 370 værelser.

HOTELLER: Danmarks største hotelkæde på vej med to nye hoteller i København – men vil gerne have op til fire mere, og et tredje i Aarhus. Scandic laver fra i morgen rokade for hoteldirektører.

Scandic har foreløbig 23 hoteller i Danmark – i 2018 får kæden endnu to i København, hotellet i Kødbyen, ligesom Scandic overtager Falconer-hotellet på Frederiksberg, der skal gøres større.

Hotellet i Kødbyen i København vil koste over en halv milliard kr. Det åbner i anden halvdel af 2018. Scandic skal drive hotellet med ca. 370 værelser. Bygningen ejes af KLP, Norges største pensionskasse.

Selvom Scandic har otte hoteller i København med en samlet kapacitet på knap 1.800 værelser, er det svært for kæden at følge med efterspørgslen.

”København er i stigende omfang populær som konferenceby, turistmål og erhvervsregion. Scandic har brug for flere værelser,” siger Jens Mathiesen, adm. direktør for Scandic Hotels Danmark.

Scandic er efter Arp-Hansen Hotel Group største hoteloperatør i København med otte Scandic-hoteller i hovedstadsområdet og omkring 1.800 værelser.

I alt har Scandic Hotels omkring 230 hoteller med 42.000 værelser i syv lande og 14.000 ansatte.

Scandic overtager fra oktober Falconer-hotellet på Frederiksberg i København. Herefter lukkes det for totalrenovering og ombygning.

Når Scandic Falconer efter planen 1. oktober 2018 slår dørene op til det nye og større kongreshotel bliver det som nyt. Den store Falconer Sal har plads til 3.000 – og med 140 nye værelser kommer hotellet op på ca. 300 værelser.

Den 1. januar 2017 lukkes hotellet, og frem til åbningen vil ejendommens ejer, ATP, gennemføre totalrenovering og ombygning af hotel og kongressale. Hotellet vil ved genåbningen fremstå med det nyeste inden for teknologi, lys og lyd og flere værelser.

Falconer har hidtil været drevet af hotelkæden Radisson. Men, kunne standby.dk tidligere i år oplyse, så kunne ATP, der ejer Falconer-bygningen, og Radisson ikke enes om kontraktforlængelse.

Med sine to kommende nye hoteller når Scandic op på ca. 4.800 værelser i Danmark.

”Vi har i dag otte hoteller i København, men vil gerne have to til fire mere samt endnu et i Aarhus,” siger Jens Mathiesen til standby.dk

I øvrigt skifter Scandic fra i morgen hoteldirektører på to jyske hoteller. Niels Pallesen tiltræder som hoteldirektør for Scandic Kolding og Michael Thomsen som hoteldirektør for Scandic Jacob Gade i Vejle.

De har hidtil været direktører på dens andens hotel, men havde begge efterlyst nye udfordringer. Det blev klaret ved at give dem de nye direktørstillinger.

Niels Pallesen startede hos Scandic i 1998, og har i sin karriere hos Scandic været bookingchef, Revenue Manager og har siden 2010 været hoteldirektør for Scandic Jacob Gade.

Michael Thomsen startede hos Scandic som elev i 1986, og har hos Scandic været overtjener, restaurantchef, hoteldirektør for Scandic Odense og har siden 2009 været direktør for Scandic Kolding.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz