SAS får nye uniformer

Sådan ser SAS nuværende uniformer ud – der kommer nyt design senere på året.

Sådan ser SAS nuværende uniformer ud – der kommer nyt design senere på året.

LUFTFART: Til efteråret fejrer SAS 70 års jubilæum – det omfatter bl.a. opdaterede uniformer til ca. 8.000 medarbejdere.

”Vi arbejder på sagen,” lød det korte svar i går fra koncerndriftsdirektør i SAS, Lars Sandahl Sørensen, til standby.dk’s information om, at de uniformspligtige i SAS skal have nye uniformer.

Andre SAS-kilder oplyser, at de nye uniformer vil være ”opdateret” i forhold til de nuværende med lidt andre farver, afpasset til SAS ”corporate identity.”

Hjemmesiden Kommunikationsforum.dk lavede for nogle år siden et interview med Vibeke Lassen Nielsen, der blev beskrevet som ”uniforms-designets grand old lady.”

Her sagde hun bl.a.: ”Da SAS senest fik nye uniformer i 1999, mødtes ændringen med protest fra personalet. SAS havde en fantastisk uniform i 20 år, designet af Calvin Klein.

Men i 1990’erne fik SAS nyt svensk reklamebureau, som også tilbød at lave ny uniform. De forsøgte med modestoffer, hvilket kan give problemer, fordi det er et meget slidsomt job, så det skal være noget, der holder. Personalet fik rullekraver, som var alt for varme. Men værst var, alt guld var udskiftet med sølv. Det udløste ramaskrig, fordi sølv hidtil havde været forbeholdt kabinepersonalet, mens guldstriberne var til piloterne.”

SAS udsender inden for en måned pressemeddelelse om uniformsskiftet – og ønsker på nuværende tidspunkt ikke at frigive fotos af sine kommende nye uniformer.