SAS chef: Det kunne vi have gjort bedre

Lars Sandahl Sørensen.

Lars Sandahl Sørensen.

AFLYSNINGER: Instruktørmangel skaber prop for uddannelse af piloter i SAS og bevirker aflysninger af mere end 700 flyafgange til hen over sommeren.

”Er der nogen, der har grund til at have røde ører i SAS efter stribevis af aflysninger, fordi der mangler piloter i Cimber og dermed i SAS, driftsdirektør Lars Sandahl Sørensen?

”Vi burde have gjort det bedre, men når det er sagt, er der masser af gode forklaringer og ting, som man ikke kunne forudse, da den meget krævende flyplan blev lagt. Det er en af de største ekspansioner nogensinde i SAS. Vi mangler ikke piloter, men vi mangler uddannede piloter til de 12 jetfly i Cimber.”

”Er det Cimber eller SAS` skyld?”

”Det er ikke nogens skyld i den forstand. SAS skal med tiden overtage alle piloter fra Cimber efter aftale, og fordi vi udvider programmet kraftigt. Det er så gået hurtigere end beregnet i første omgang, og selve uddannelsen kan ikke speedes op, fordi vi mangler godkendte instruktører til den pågældende flytype (CRJ-jet). Der er en del instruktører, som nu flyver som piloter i SAS. Derfor er de ude af billedet.

”Kunne man så ikke have hentet nogen i udlandet?”

”Det er heller ikke let, og de pågældende skal for at blive godkendt til flytypen i et dansk selskab gennem et program på en måned eller to.”

”Med andre ord har I været for optimistiske?”

”Når man ekspanderer så stærkt, som vi gør i øjeblikket. Når man har mere end 400 piloter på vej gennem systemet, kan der ske fejlvurderinger. Men der er èt sted, hvor vi aldrig accepterer fejl. Det er når det gælder sikkerhed. Derfor ændres der intet på krav til uddannelse og prøveforløb.”

”Cimber har 12 fly og mangler piloter, det betyder vel, at et par fly må blive på jorden de kommende måneder?”

”Ja, hvis det ikke lykkes os at få forstærkning fra udlandet.”

I aflyser over 700 afgange frem til medio maj. Hvornår bliver det helt normalt igen?

”Det lyder så drastisk med de store tal, men det er dog klart under en enkelt procent af vores trafik, der berøres. Vi skal hen over sommeren, før vi har nået det optimale. Og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe vore passagerer til færrest mulige gener.”