Så gik uge 9

Waldorf Astoria.

WEEKENDMAGASINET: Lufthansa satser på lavere lønniveau i Eurowings – Bon-Bon Land med stort underskud – Waldorf Astoria er lukket i tre år – Hvorfor sælger vi  ikke snart Danmark? – Det evige liv

Af Ejvind Olesen

LUFTHANSA LØN: Det kunne se ud som om, der er 40 procent lønforskel på de lønninger, som Lufthansas 5.400 piloter får efter den nye aftale, som blev indgået mellem flyselskabet og fagforeningerne for to uger siden, og på lønningerne hos datterselskabet Eurowings. Det hvide flag mellem piloterne og selskabet var ellers hejst, men nu er det kommet frem, at selskabets direktionsmedlemmer får en lønforhøjelse på 30 procent. Det har ophidset personalegrupper. Samtidig ser det ud til, at piloterne i Eurowings er holdt uden for hovedaftalen og ligger på en løn 30-40 procent under piloterne i moderselskabet. De 40 nye fly, som indgår i en ny aftale, ender formentlig også i Eurowings. På den måde bliver netop det datterselskab betydeligt billigere at operere og skal matche niveauet hos de konkurrerende lavprisselskaber. Tæt på en sammenligning med, hvad der sker hos Air France/KLM og IAG (BA-gruppen) og SAS – på sin helt egen måde.

WALDORF ASTORIA LUKKEDE: Et verdenskendt over 100 år gammelt luksus hotel i New York drejede nøglen om i torsdags for en tiltrængt renovering. Og der er ikke tale om en gang maling en uge eller to. Det kinesiske forsikringsselskab, som købte hotellet for to mia. dollars i 2014, har besluttet, at Waldorf Astoria skal gennem en totalrenovering de næste tre år. Når det åbner igen med samme placering vil Hilton fortsat skulle drive det som 5-stjernet luksushotel på Park Avenue. Stilen vil være Art Deco bygning som nu og bliver på 47 etager. ”Det er et ikon for New York og vil fortsat være det,” lyder det fra de kinesiske ejere. Hvor de mange kendte navne blandt stamgæsterne skal bo de næste tre år, vides ikke. Men der er som bekendt en del at vælge imellem i NY.

DYRT SLIKLAND: Det er ikke bare lykke at byde børn på både bolsjer og gynger. I følge Finans har BON-BON Land forlystelsespark på en halv snes år tabt 110 mio. kr. Men alligevel ikke mere end ca. fire mio. kr. i 2016 .Blot undrer det mig, at ledelsen  herefter fastslår, at man forventer positivt driftsresultat om tre-fire år. Ved man allerede nu, at børn spiser mere slik til den tid, eller er de mere forlystelsessyge?

CITAT: ”Hvorfor sælger vi ikke snart hele Danmark? Kapitalfonde vil stå i kø. I følge politikerne er det jo lige meget, hvem der ejer kronjuvelerne i vort samfund. Derfor har de bl.a. solgt TDC og Københavns Lufthavn. Og mere er sikkert på vej. Mon ikke DSB, SAS og PostNord snart er på vej på affyringsrampen?” (Poul Madsen, chefredaktør Ekstra Bladet).

SMILET (1): To små drenge på fire år sad på en trappesten og udvekslede erfaringer. ”Ved, ved du hvad?” spurgte Kristoffer. ”Nej, ikke alting,” sagde Adam gammelklogt

”Den anden dag fandt jeg et kondom oppe på verandaen.”

”Hvad, hvad er en veranda for noget?”

SMILET (2) Dommeren i retssalen i Sønderborg: ”De er sigtet for at have solgt piller, der garanterer køberen et evigt liv. Er De tidligere straffet?”

”Ja, hr. dommer, i 1821og 1866.”