Så gik uge 41

cinderella_castle_at_magic_kingdomWEEKENDMAGASINET: Bravo DSB – Disney World lukkede for fjerde gang – RCCL bestiller kæmpe skibe i Finland – Samvittighedskvaler – Smykker på rejse.

Af Ejvind Olesen

KLIMAET KONTRA DISNEY: Heldigvis går det sjældent så slemt med vejrudsigten, som de amerikanske vejrcentre spår. I hvert fald ikke når det gælder orkaner fra Caribien som rammer Florida og videre op langs østkysten. Orkaner har det med at klinge af og blive til storm og regn. Sådan gik det også med Matthew, selv om vejrcentrene havde sendt mange fra hus og hjem med dommedagsprofetier. Disney-familien plejer at holde stand i Disney World, fordi der på begge sider af Orlando er omkring 100 miles ud til kysten. Men ikke denne gang. Op til i weekenden lukkede Disney World for kun fjerde gang siden åbningen i 1971. De tre andre gange var Frances og Jeanne i 2004 og Floyd i 1999. I søndags blev der åbnet igen.

BRAVO DSB: Der er grund til at rose DSB. Når charterselskaberne sætter priserne op, fordi det er efterårsferie i næste uge, sætter DSB dem ned. Det er forbrugervenligt. Familien holder fri, fordi skolerne holder fri. Sådan er det i hvert fald for rigtig mange. En familiebillet med toget for to voksne og fire børn under 16 år koster 499 kr. Billetten gælder i morgen lørdag og de fire første dage i uge 42 til rejser med både fjern- og regionaltog. Følg Krøniken på TV og se hvor spændende en tur med toget til Ringkøbing kan være.-Skal hunden med, rejser den på børnebillet.

ROYAL CARIBBEAN IGEN I FINLAND: Verdens næststørste krydstogtrederi, Royal Caribbean Cruiseline, var i sin tid bedste venner med det finske værft i Turku. Sammen udviklede de den ny generation af krydstogtskibe, bl.a. verden største Oasis of the Seas og søsterskibet Allure. Siden måtte det finske værft stå af, fordi der ikke var råd til at give de ønskede skibskreditter.- Nu vender RCCL tilbage. I denne uge med ordrer på to kæmpeskibe på 200.000 bruttotons og til 5.000 passagerer til levering i 2022 og 2024. Skibene drives ved naturgas, som er mere miljøvenlig end diesel. Netop nu har RCCL 25 krydstogtskibe i drift.

SAMVITTIGHEDSKVALER: ”Det er en svær balancegang, hvor hårdt man skal gå til flyselskaberne. Ingen har interesse i, at flyselskaberne skal knække halsen på det her. Samtidig er det vores opgave at varetage passagerernes interesse.” Advokat Eva Persson der fører retssager for flyforsinkelser.dk med EU regulativ 261 i bagagen i Berlingske Business.

CITAT:Stig Elling, Bravo Tours: ”Russere og andre nationaliteter passer bare ikke særlig godt sammen på feriehotel.”

NYT MARKED: Få styr på dine rejselystne smykker (Idé Nyt)

SMILET: Ægteskab er den eneste krig, hvor man sover sammen med fjenden. (Woody Allen)