Så gik Uge 38

empire-state-building-just-goodWEEKENDMAGASINET: Se Solen stå op over New York – Lufthansa og Singapore Airlines savner svar – Åbenbaring med indenrigsspor i Sikkerhedskontrol – Hajangreb i Florida –  Jens Gaardbo i ugens citat.

Af Ejvind Olesen

SOLOPGANG I NEW YORK: Fra næste weekend 1. oktober og frem til 20. nov. kan man for første gang nogensinde købe sigt til solopgang over New York. Nej, ikke sådan at forstå, at Solen vil gå op, hvis den får penge, men hvis den gør det, er mulighederne til stede for at se byen vågne fra 86. etage Observation på Empire State Building. Der er kun 100 billetter til salg dagligt til 100 dollars pr. styk, og det er nødvendigt med reservering og køb uanset om det ser ud til at regne næste dag. I lobbyen kan indehavere af dagens billetter indtage Empire State Building Sunrise Breakfast, mens de gør sig klar til solopgang. Så kan det ikke blive meget bedre. – Måske vore norske venner kunne lære lidt oppe ved Nordkap.

SAMMENSKUDSKILDE: I virkelighedens verden hedder det konsolidering. Det kan også være den internationale Joint Venture betegnelse. I så fald deler man både indtægter og udgifter på bestemte ruter. Netop nu går Lufthansa og Singapore Airlines og håber på en godkendelse af deres på ruter fra Europa til Fjernøsten fra starten af næste år. Europa har sagt ja, men Singapore og Australien mangler at give grønt lys. Det har de gjort i måneder. Ja, men er SAS da ikke forlovet med Singapore Airlines om indflyvning til Europa via Stockholm og København? Jo, men fordi man elsker en, behøver man jo ikke at hade alle de andre!

ÅBENBARING: Tilsyneladende til Københavns Lufthavns store overraskelse har Trafikstyrelsen meddelt, at man gerne må indrette et indenrigsspor i Sikkerhedskontrollen.  Vi savner at få svar på, hvorfor i alverden man kunne tro, at det ikke skulle være tilladt.

FARLIG HAJ I FLORIDA: Det kan være farligt at surfe. Ikke i Vestjylland, men i Florida. I søndags måtte tre surfere på hospitalet efter hajangreb ved Volusia County Beach. Allerede fra morgenstunden blev en 43 årig surfer bidt i benet. En halv time senere blev en 36-årig bidt i hånden. Begge måtte en tur på hospitalet. Ud på eftermiddagen var turen kommet til en 16-årig, som fik mindre sår efter bid i hånden. Turister på stranden blev advaret om ikke at gå længere ud end med vand til knæene. Hvor hajen er nu vides ikke.

UGENS CITATER: Jens Gaardbo, TV 2 News i BT: ”Vi er ofre for dårlige hoteller på ferien, selv om vi selv har været for fedtede til at bestille et ordentligt sted.”

Katrine Lilleør, sognepræst i København: ”Hvorfor regnes det for mere problematisk at købe æg fra burhøns end at tage på ferierejse til Dubai?”