Så gik uge 33

badmintonSom altid var der en række nyheder og begivenheder i ugens løb af betydning for rejsebranchen. Nogle mere alvorlige end andre. Vi følger op på Tyrkiet, OL, DFDS, British Airways og hotelvaner.

Af Ejvind Olesen

NO-GO TURKISH: Ikke mange turistlande har spændt så meget ben for sig selv som Tyrkiet. Det kulminerede i denne uge med optakt til en lov, der hvordan man end vender og drejer det, er grønt lys for børneporno. Forleden kunne man her på siden læse om danske reaktioner blandt rejsearrangører. Indtil nu er turismen fra Rusland faldet med 85 procent, fordi tyrkerne ved en fejltagelse kom til at skyde et russisk fly ned. Derefter fulgte uroligheder i Istanbul og stop for mange krydstoger til byen, og senest kom så oprøret og delvis turist stop, blandt andet helt fra USA. Tyrkiet advarer om for hurtige reaktioner om forfatningsdomstolens ændringer, som giver tilladelse til sex med børn under 15 år. Det er slet ikke vedtaget endnu, hedder det. Det bliver det forhåbentligt aldrig.

MODEUGE OG OL: Der var international modeuge i København, og der var OL i Rio. Danmark havde også en pavillon på Ipanema stranden i Rio, som bl.a. skulle sælge dansk turisme.  Har det noget med hinanden at gøre? Ja for vi er stærke begge steder. I Rio fik vore to sympatiske og smilende badmintonpiger for første gang medaljer ved OL i damedouble. Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen imponerede, og Christinnas smil, hvad enten hun havde tabt eller vundet et parti, var bare smittende dejligt. Og det blev sendt i TV til hele verden, primært med interesse i Fjernøsten.– Men moden, hvilken dansk påklædning! Sort dragt, sorte shorts med lille skørt og sorte knæstrømper og røde sko. Badmintonforbundet må snart lære lidt af tennissporten, hvordan man klæder sine elitespillere. Jeg ved godt Badmintonforbundet synes, at tennispigerne er for sex-prægede klædt. Det gør ikke noget. Vi kan godt tåle det. Og vi skal altså også sælge dansk mode i Rio.

COME ON DFDS: Det går godt for DFDS, som har været så meget igennem i sine 150 år. Det er lykkedes med Niels Smedegaard i spidsen at kunne fremvise en jubilar i topform uden at det absolut skal udmåle sig i et Legoskib. En sjov ide i øvrigt. Men nu vil vi gerne snart se, hvad indholdet i pengetanken skal bruges til. Alene i år forventer man et bruttoresultat på ca. 2,5 mia. kr.  Oslobådene er 22 år og 27 år gamle. Nu må der købes nyt, og der er penge til det. Gerne brugte krydstogtskibe i stedet for at vente tre år på at få leveret nybygning. Og lad os så få et spændende produkt, som ikke bare sejler mellem København og Oslo, men også inddrager England og Skotland igen, når der nu efter Brexit kan sælges taxfree varer på ruterne. For det må man da forvente – ligesom til Norge.

DET ER EN OMMER, BA: Jeg har altid syntes godt om British Airways, og den måde servicegraden har udviklet sig på. I sin tid i konkurrence med British Caledonia om bedste morgenmåltid mellem Glasgow og London. Senere da jeg var med Concorden fra London til Bahrain. I den forløbne uge præsenterede BA til gengæld en ommer, som har været prøvekort nogle uger. På de korteste langruter går man fra to måltider over til at byde på et stk. chokolade på økonomiklasse. ”Vi investerer, hvor det bedst kan betale sig for vore passagerer, ” siger selskabet. Og så er det ikke engang en slankekur! Vil man betale og eller have fuld service på businessklasse serveres fortsat 650.000 flasker champagne til de i alt 30 mio. passagerer om året. Flyv sundt, flyv BA tilsat chokolade og champagne.

KULTURCHOK: Expedia. com har foretaget en analyse blandt 1.018 af sine stamgæster om deres hotelvaner. Når jeg stiller spørgsmål om troværdigheden, kører det på de adspurgte mere end på Expedia. Når der spørges om drikkepenge, svarer 30 procent amerikanere, at de aldrig tipper. Det er noget af et kulturchok, når man ved, hvordan amerikanere er flasket op med drikkepenge, som en del af deres livsstil. Kan det være rigtigt?