Så gik uge 16

1

WEEKENDMAGASINET: Norwegian skuffede – Barcelona på vrangen – Jysk by har det hele – I 10 år vil jernbanen i Danmark være en byggeplads – Ubers forretningsmodel som en fodboldkamp uden off side.

Af Ejvind Olesen

NEDTUR: Der var ingen solskin på menuen i denne uge fra Norwegian, da flyselskabet oplyste, at ruten til Puerto Rico og St. Croix lukker den kommende vinter efter kun to sæsoner. Jeg mindes den glade dag i Københavns Lufthavn, da det blev offentliggjort, at det gamle danske land fik en direkte rutefly forbindelse fra Skandinavien. Næsten ligesom Air France og KLM til de franske og hollandske øer i Caribien. Og British Airways til de britiske. Blandt deltagerne i pressemødet var Bjørn Kjos, Peder Hornshøj fra Bravo Tours (med eget charterfly), Albatros og Stjernegaard. Og så netop i år, hvor vi lige har fejret 100 året for salget til USA. Hvem tog fejl?

BARCELONA PÅ VRANGEN: Ikke mange europæiske byer er så splittet i troen på sig selv som Barcelona. Det ene øjeblik svømmer byen over af begejstring på grund af de mange turister, som stimler til byen med de smukke omgivelser og de spændende oplevelser. Det næste er der for mange turister, som de lokale gerne ser hen, hvor pebret gror. Nu er det så bilerne, det er galt med. Forureningen er markant. Fra 1. januar må alle biler fra før 1997 ikke køre ind i byen på hverdage. Systemet med lige og ulige datoer og nummerplader kender vi fra Mexico City, men her spiller billernes alder ingen rolle. Det er lige slemt alt sammen.

DE HAR DET HELE: ”Hvis der er noget de ikke har i Herning, så skaffer de det,” sagde Anne Glad forleden i livsstilprogrammet ”Kender du typen”. Det bliver også tilfældet med restauranter, idet brødrene Price nu kommer til Herning med deres restaurantkæde. De rykker ind i det smukke palæ, som husede Herning Hede og Diskotobank. Det gik ikke så godt, det gjorde det heller ikke for B&O, men James og Adam Price lader sig ikke skræmme.

CITATET: ”Undervejs erfarede jeg, hvad jeg fra starten havde haft på fornemmelsen, nemlig at forskellen mellem rejseberetninger og skønlitteratur er forskellen mellem at nedskrive, hvad øjet ser, og bruge sin fantasi.” (Poul Therooux i bogen Den store jernbanebasar)

CITATET: ”Ubers forretningsmodel svarer til en fodboldkamp mellem to hold, hvor det ene hold ikke spiller med off side.” (Carsten Aastrup, direktør i Dan Taxi i Business.dk)

CITATET: ”Vi står over for en udfordrende periode og i de næste ti år, vil jernbanen reelt være en byggeplads.” (DSB adm. direktør Flemming Jensen i Finans.dk).

GÆKKEBREV i PÅSKEN: Er dette rigtigt? Der er koldere på landet end om sommeren.

SMILET: -Jeres søn er meget dårlig til geografi. – Skidt med det, vi har alligevel ikke råd til at rejse nogen steder.

SMILET: -Hvornår var det egentlig, at pigerne i Danmark begyndte at gå med lårkorte kjoler? – Det år du fik briller!

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

1 Comment on "Så gik uge 16"

Notify of
avatar
Alice Keating
Alice Keating

Har arbejdet på St. Thomas- St. Croix en del år inden for rejsebranchen med grupper fra Scandinavien. 3 gange før har man forsøgt med direkte fly fra Danmark men hver gang har man stoppet efter kort tid. Jeg tror ikke på længere sigt at der er passagerer nok.

wpDiscuz