S7 Airlines, Finnair og KLM topper i præcision

0

S7 Siberia Airlines Airbus  A320FLYSELSKABER: Sidste måned var russiske S7 Airlines Europas mest præcise ruteflyselskab, viser en opgørelse fra Flightstats.com – blandt de store europæiske selskaber med over 10.000 flyvninger om måneden toppede KLM, Aeroflot og SAS. Tre sydeuropæiske flyselskaber havde dårligste rettidighed.

Tallene kommer fra amerikanske Flightstats.com, der dagligt indsamler punktlighed på ca. 150.000 flyvninger med ruteflyselskaber over det meste af verden.

Flightstats’ opgørelser baseres på ankomstinformationer fra flyselskaber, lufthavne og de store reservationssystemer. For at et flyselskab kan komme med i opgørelsen kræver det bl.a., at det oplyser ankomsttider for alle flyvninger og at Flightstats har adgang til mindst 90 pct. af disse.

Europas formentlig største flyselskab, Ryanair, afgiver ikke nok information til at komme på listen.

Præcisionstallene afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.

Sidste måned var S7 Airlines det mest præcise ruteflyselskab med en punktlighed på 94,15 pct. for sine 7.651 flyvninger i maj. Nr. 2 var Finnair, der havde 93,92 pct. af sine 9.819 flyvninger fremme ved ankomstgaten til tiden. Herefter fulgte KLM som nr. 3 med 20.402 flyvninger og en rettidighed på 90,66 pct.

Blandt Europas største selskaber sidste måned – med over 10.000 månedlige flyvninger – er her de mest præcise:

KLM: 20.402 flyvninger og en rettidighed på 90,66 pct.

Aeroflot: 23.889 – 90,10 pct.

SAS: 26.859 – 89,95 pct.

Austrian: 10.447 – 89,34 pct.

Air Berlin: 18.268 – 88,52 pct.

Air France: 30.303 – 86,26 pct.

Norwegian: 15.762 – 86,08 pct.

Lufthansa: 44.787 – 84,55 pct.

Iberia: 16.406 – 83,75 pct.

Swiss: 13.120 på 80,98 pct.

Easyjet: 43.498 – 79,06 pct.

Germanwings: 15.016 – 78,34 pct.

British Airways: 31.525 – 73,65 pct.

Vueling (Spanien): 15.887 – 73,43 pct.

Alitalia: 18.063 flyvninger og rettidig ankomst på 69,14 pct.

Flightstats.com har for maj i år 29 europæiske ruteflyselskaber i sin opgørelse – tallet svinger fra måned til måned.

De tre flyselskaber som sidste måned havde lavest punktlighed var Alitalia (nævnt ovenfor) som nr. 29, TAP Portugal havde 9.513 flyvninger og en præcision på 72,75 pct., og Vueing (også nævnt ovenfor) var nr. 27.

Gennemsnittet for de 29 europæiske flyselskaber med 429.649 flyvninger i maj var 82,82 pct.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz