Ryanair risikerer gebyr-retssag

0

RyanairLUFTFART: Ryanair bryder EU-regler med urimelige gebyrer, mener advokatfirma, der vil rejse retssag på vegne af tusindvis af passagerer.

Lavprisselskaberne er kendt for at pålægge ekstra gebyrer på alt fra booking og check-in til bagage og sædevalg.

Nu vil et britisk advokatfirma på vegne af tusindvis af flypassagerer hive lavprisselskabet Ryanair i retten med krav om en tilbagebetaling af mindst 315 millioner pund – svarende til næsten tre milliarder kroner, som selskabet har opkrævet i gebyrer. Advokatfirmaet mener, at Ryanair bryder EU-regler med sin gebyrpolitik.

”Passagerer bliver udsat for alt for høje gebyrer for services, der ikke koster virksomheden noget eller højst et par pund,” siger Michael Green fra advokatfirmaet CaseHub til avisen Mail on Sunday.

”Det er helt urimeligt, at man i mange tilfælde ikke har andet valg end at betale for disse ekstra services, efter man har købt en flybillet. Det er simpelthen en måde at øge overskuddet på,” fastslår han.

Over 5.000 passagerer har foreløbig tilsluttet sig det kollektive søgsmål. CaseHub skal have opbakning fra mindst 25.000 passagerer for at gennemføre retssagen.

Omkring en fjerdedel af Ryanairs indtægter kommer ifølge avisen fra gebyrer og lignende ekstraomkostninger, mens det for lavprisselskabet Wizz Air drejer sig om over en tredjedel af indtægterne.

Ifølge en undersøgelse fra det amerikanske analysefirma IdeaWorksCompany tjente 63 flyselskaber i 2014 tilsammen 26 milliarder pund på gebyrer. Og sidste år var gebyrindtægterne steget til 40 milliarder pund – svarende til 378 milliarder kroner – skønner firmaet.

De britiske luftfartsmyndigheder vil i løbet af sommeren iværksætte en undersøgelse af, om passagererne bliver udsat for urimelige gebyrer, når de køber en flybillet.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz