Ryanair forventer ni milliarder i overskud

Michael O'Leary.

Michael O’Leary.

FLYSELSKABER: Europas største flyselskab øger forventningen til sit overskud i dette regnskabsår med 25 pct. og anslår nu et overskud på op til 1,2 milliarder euro – svarende til ni milliarder kr. I næste regnskabsår forventer Ryanair 104 mio. passagerer.

Mens Ryanair hidtil har haft forventning om overskud i dette regnskabsår på 940-970 mio. euro, opskrev selskabet i går forventningen til 1,1-1,2 milliarder euro. Den øgede indtjening skyldes bl.a. et højere billetsalg end forventet denne sommer og lavere pris på brændstof.

Lander Ryanair et overskud på 1,2 milliarder euro, vil det være en fremgang på 40 pct. i forhold til sidste regnskabsår, oplyser selskabet. Ryanairs regnskabsår udløber med årets tredje kvartal, altså september.

Ryanair havde i såvel juli som august i år en gennemsnitlig passagerbelægning på 95 pct. Samlet forventer Ryanair 13 mio. flere passagerer i dette regnskabsår i forhold til det forrige.

Med lidt usædvanlig beskedenhed pointerer Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, at de forventede forbedringer for selskabets årsresultat ikke kun skyldes Ryanairs forretningsmodel eller selskabets ledelse. ”Også Ryanair har haft glæde af det dårlige sommervejr i det nordlige Europa, et stærkere pund har gjort det muligt for flere briter at rejse til destinationer ved Middelhavet. Der har ikke været stor vækst denne sommer af udbudte flysæder fra europæiske flyselskaber, ligesom prisen på brændstof er fortsat med at falde.”

Koncernchefen tilføjer, at man ikke skal forvente de gunstige omstændigheder vil fortsætte. Michael O’Leary understreger, at han fortsat forudser priskrig den kommende vinter, fordi den lavere brændstofpris vil give anledning til sænkede billetpriser.

Det er ikke kun det danske skattevæsen der har problemer med hvem de udbetaler penge til. I april blev Ryanair snydt til at betale over 30 mio. kr. til en bank i Kina – disse penge er nu tilbage hos det irske flyselskab, oplyser det.