Ryanair-chef øger stor bonuspakke

Michael O'Leary.

Michael O’Leary.

LUFTFART: Michael O’Leary, kontroversiel og underholdende koncernchef for Europas største flyselskab, så i selskabets seneste regnskabsår sin lønpakke vokse 33 pct. til over 20 millioner kr.

Ryanairs koncernchef har årsløn på en mio. euro samt en årlig bonus på 900.000 euro, samlet tæt på 15 mio. kr.

Men med væksten i Ryanairs aktiekurs, og Michael O’Leary’s aktier i selskabet, steg hans lønpakke i sidste regnskabsår, der endte med udgangen af marts i år, 33 pct. til 3,2 mio. euro.

Michael O’Leary har, skriver avisen Irish Times, over 50 mio. aktier i Ryanair. Dermed ejer han 3,7 pct. af flyselskabet.

Ryanair er Europas største flyselskab med 106 mio. passagerer. I sidste regnskabsår steg det irske flyselskabs overskud 43 pct. til 1,2 milliarder euro. Det omsatte for 6,5 milliarder euro, 16 pct. mere end i forrige regnskabsår.

Ifølge egne oplysninger er Ryanair nu tredjestørste flyselskab i Københavns Lufthavn og det største i Billund Lufthavn.