Ryanair bliver dyrere for børnefamilier

ryanair crewLUFTFART: Fra september kræver Ryanair, at voksne, der rejser med børn under 12 år, ved billetkøb skal købe reserverede flysæder, så de sidder samlet – der betales ikke for børnenes sæder. Nyt milliardoverskud i Ryanair.

Ryanair har ca. 25 pct. af sit årlige milliardoverskud fra såkaldte ekstraordinære indtægter – ’ancillary revenues’, hvor passagerer f.eks. betaler for et bestemt sæde. Prisen er typisk over 50 kr. pr. flyvning til op mod 200 kr., hvis man vil sidde på første række.

Fra september kræver Europas største flyselskab, det havde sidste regnskabsår over 106 mio. passagerer, at voksne, der rejser med børn under 12 år, ved reservationen skal bestille og betale for flysæder, så de rejsende sidder sammen. Der skal ikke betales for børnenes flysæder.

Ryanair begrunder ændringen med, at mange voksne rejsende med børn ikke booker konkrete flysæder – og derfor tildeles de muligvis forskellige sæder, så de ikke sidder sammen. Det giver problemer ombord, når kabinepersonalet søger at hjælpe familier med at sidde sammen, da Ryanair ofte har meget fyldte fly – ifølge selskabet i snit 94 pct. denne sommer.

I en pressemeddelelse fra det irske selskab hedder det bl.a.: ”Ryanairs kabinebesætning kan ikke flytte passagerer, der i forvejen har betalt for et konkret flysæde for at hjælpe rejsende med f.eks. små børn, hvis disse ved bookingen afslog at bestille og betale for konkrete flysæder – og derfor fik et tilfældigt ledigt sæde.”

Ryanair offentliggjorde i går sit resultat for seneste regnskabsår, der sluttede med udgangen af marts. Det viste en omsætning på 6,5 milliarder euro og et overskud på 1,2 milliarder euro – en stigning på 43 pct. i forhold til forrige regnskabsår.