Rejser til Grækenland går normalt

Svensk Spies-gæst hæver mandag 250 euro i ATM-automat på Kreta.

Svensk Spies-gæst hæver mandag 250 euro i ATM-automat på Kreta.

TURISME: De græske banker er lukket den næste uges tid, mens landet prøver at få styr på sin håbløse økonomi og genforhandlet enorme låneaftaler. Flyvninger, herunder charterrejser, gennemføres som normalt – men de rejsende bør have mange penge med i kontanter og så mange kreditkort som muligt.

Danmarks største charterrejsebureau, Spies, skønner at der netop nu er ca. 20.000 danskere i Grækenland, Spies har selv 4.200 gæster i landet, heraf de fleste på Kreta.

Grækerne kan kun i øjeblikket hæve 60 euro om dagen – mens der ikke er begrænsninger for indehavere af udenlandske kreditkort. Men det kræver naturligvis, at der er kontanter i ATM-maskinerne.

Ifølge Spies kan der fortsat betales med kreditkort stort set overalt, omend grækerne i denne tid foretrækker kontant betaling.

”Ud over at medbringe ekstra euro i kontanter opfordrer Spies sine gæster til – om muligt – at medbringe flere forskellige kreditkort.”

Rejseforsikringsselskaber som Europæiske Rejseforsikring og Gouda Rejseforsikring opfordrer til at kontanterne spredes over så mange rejsende som muligt, hvis man rejser flere sammen. Og at bruge hotelværelsets værdiboks.

Direktør for charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark), Henrik Specht, siger til standby.dk: ”Flytrafikken til Grækenland er normal, infrastrukturen virker, det eneste anderledes er opfordringen til at tage mange kontanter med hjemmefra. Der er ingen meldinger om, at udlændinge ikke kan trække hvad de vil på deres kreditkort – altså efter hvad de har af aftale med deres hjemlige pengeinstitut.”

”Der kan uden registrering ind- og udføres 10.000 euro i kontanter pr. borger mellem EU-landene. Jeg har ikke hørt andet end at turisterne som rejser i denne tid vil opleve et helt almindeligt Grækenland – og jeg tror der er større forskel på niveauet i Athen og på øerne, hvor de er mere afhængige af turister,” siger Henrik Specht.

Medlemmerne af RID har årligt ca. 1,1 mio. chartergæster; ca. 90 pct. af alle danske chartergæster. 750.000 af gæsterne rejser om sommeren, hvor Tyrkiet, Grækenland og Spanien er de tre største charterrejsemål.