Regeringen sparer på VisitDenmark

0
Katia K. Østergaard.
Katia K. Østergaard.

TURISME: Det er et paradoks, at regeringen med den ene hånd styrker turismen på væsentlige områder og med den anden beskærer VisitDenmarks penge til markedsføring, lyder det fra Horesta.

Ifølge finanslovsaftalen for næste år beskæres det statslige tilskud til VisitDenmark de næste fire år fra 113 mio. kr. i år til 106 mio. kr. i 2019. Det er kritisk i en tid, hvor konkurrencen om turisterne er benhård, og hvor andre lande investerer milliarder i at tiltrække turister.

”Det vil kræve et betydeligt markedstryk alene at fastholde Danmarks nuværende turismeeksport, som i dag er på 37 milliarder kr. om året. Derudover vil Danmark gerne have del i den vækst, turisterhvervet i Europa forudses at opnå de kommende år. En klar forudsætning for dette mål er, at vi er i stand til at markedsføre Danmark på minimum samme niveau som i dag,” siger Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard, og tilføjer: ”Den nye danske regering har ellers med efterårets plan ”Vækst og udvikling i hele Danmark” sat handling bag ordene om, at dansk turisme er et vigtigt væksterhverv. Det er sket med en række initiativer, turisterhvervet længe har sukket efter. Initiativer, som vil gøre det mere attraktivt for udlændinge at besøge Danmark og for danskere at holde ferie herhjemme.”

Planen giver god mening, netop fordi turismen kan skabe vækst og arbejdspladser i alle dele af Danmark. På globalt plan forventes turismen at vokse 60 pct. frem mod 2030, og overalt i verden investerer stater og regioner massivt i at få del i denne vækst, noterer Horesta.

”I det lys er det et paradoks, når regeringen med den ene hånd styrker turismen på væsentlige områder og samtidig beskærer midlerne til markedsføring. At spare nogle få millioner kroner på VisitDenmarks budget kan på sigt blive meget dyrt,” siger Katia K. Østergaard.

 

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz