Puslespil at få OL-atleter til Rio

0
Mikkel Hansen med sin håndbold-guldmedalje. Foto: Olympic.org.
Mikkel Hansen med sin håndbold-guldmedalje. Foto: Olympic.org.

TURISME: Idrættens Rejsebureau bookede hovedparten af flyrejserne for de danske OL-atleter, trænere, sponsorer osv. til Rio under de Olympiske Lege. Der blev navnlig købt sæder hos seks flyselskaber.

”Rejserne i forbindelse med OL i Rio de Janeiro begyndte for over et år siden. Mange specialforbund under Dansk Idrætsforbund skulle til Rio forud for legene for at se på vejr- og vindforhold, sundhedsforhold, der var forhånds-turneringer i Rio, hvor atleterne kunne lære de områder og faciliteter at kende, som de skulle konkurrere på under selve OL.”

Det siger general manager Peter Skieller fra Idrættens Rejsebureau, der hører under FCM Travel, til standby.dk

Idrættens Rejsebureau, der bor i Idrættens Hus i Brøndby ved København, har partnerskab med bl.a. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark. Og bureauet arrangerer rejser for næsten alle DIFs 60 specialforbund – men laver også rejser for f.eks. lokale sportsklubber til træningslejre og turneringer. På årsplan sender Idrættens Rejsebureau 8-10.000 sportsfolk, trænere osv. af sted.

”I forbindelse med OL i Rio har vi samlet booket op mod 1.000 flyrejser til atleter, trænere, officials, sponsorer, VIPs osv.,” siger Peter Skieller og tilføjer: ”OL i Rio har været meget stort, spændende og udfordrende, men fordi vi har lang erfaring på området, kender vi procedurerne. Efter aftale med Danmarks Idrætsforbund klarede vi håndteringen af flybilletter her fra Danmark, men var i daglig kontakt med ledelsen af den danske OL-delegation.”

Idrættens Rejsebureau prøvede så vidt muligt at få åbne hjemrejser for de danske OL-atleter. Nogle skulle blive længere end forventet, fordi de kom længere i deres turneringer end forudset, mens andre atleter, der blev slået ud tidligere end forventet, gerne ville hjem tidligere.

”Vi bookede navnlig rejser til og fra Rio med, nævnt alfabetisk, Air France, British Airways/Iberia, KLM, Lufthansa og TAP Air Portugal,” siger Peter Skieller.

”Nogle flyselskaber var mere fleksible end andre. Deres repræsentanter i Danmark gjorde alle deres bedste for at hjælpe – men var selvfølgelig afhængig af deres hovedkvarterer. Et OL er noget ekstraordinært, derfor afstod mange fra afgifter når ud- og hjemrejser skulle ændres. Men det har det seneste år ofte været svært at få plads hos flyselskaberne, da de jo blokerede for store grupper til deres eget lands OL-deltagere. Dermed kom vi fra f.eks. Danmark i anden række.”

Næste store opgave for Idrættens Rejsebureau er allerede i næste uge, hvor det danske ishockeylandshold skal til Hvideruslands hovedstad, Minsk, for at forsøge at kvalificere sig til vinter-OL i 2018 i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Kampene om kvalifikationen spilles i starten af næste måned.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz