Pudsigt navn til dansk færge

M/F Issehoved.

M/F Issehoved.

TURISME: Det nystiftede rederi Samsø-Aarhus Expressen vil til juni åbne en ny rute mellem Samsø og Aarhus. På generalforsamlingen forleden blev der valgt navn til færgen – men navnet bliver måske ændret…

Det har udløst en del kommentarer i den lumre kategori, at færgen mellem Samsø og Aarhus skal hedde M/F Issehoved. Derfor vælger rederiet måske at slette M/F (Motor Færge), skriver TV 2 Østjylland.

Hans Christian Hesseldal, bestyrelsesmedlem i det nye rederiselskab Samsø-Aarhus Expressen, siger til TV 2: ”Vi er super glade for opmærksomheden, for nu er ingen da i tvivl om, at der kommer en færge mellem Samsø og Aarhus. Det er fint, hvis M/F er nok til, at vi får al den opmærksomhed, og det ser jeg intet problem i, men vi overvejer at tage M/F af, når vi har fået tilstrækkelig med PR.”

Hans Christian Hesseldal understreger, at navnet ikke er en bevidst PR-handling fra rederiets side, men resultatet af en uskyldig konkurrence om navnet til færgen.

”Det var bare en konkurrence, hvor folk kunne byde ind, og der er jo en årsag til, at det blev Issehoved, for det er et af de flotteste naturområder i Danmark. Vi kan jo ikke gøre for, at F’et står foran,” siger han.

Rederiet har købt færgen i Norge, hvor den sejler under navnet Sogneprins. Færgen klargøres i øjeblikket på et værft i Faaborg.

Samsøs hovedfærgerute er fra Kalundborg til Ballenhavn på Samsø.