Problemer med at sende flygtninge hjem med fly

Inger Støjberg.

Inger Støjberg.

PROTESTER: Flygtninge vil normalt nødigt hjemsendes og protesterer. Nu åbenbart så meget, at flyets kaptajn nægter at tage de pågældende med under politibeskyttelse. Og det er helt efter reglerne.

Der er tilsyneladende opstået problemer med at sende flygtninge hjem med fly fra Danmark, selv om alle formalia er opfyldt. Det fremgår af en artikel i sidste uge i Berlingske med integrationsminister Inger Støjberg i en artikel om pisk og gulerod til asylsøgere.

Midtvejs fortæller ministeren, ”at hun vil undersøge, om politiet skal have bedre redskaber. Rigspolitiet har nemlig konstateret, at et stigende antal udsendelser bliver aflyst, fordi udlændinge nægter at gå om bord på flyet, og luftkaptajnen derfor afviser at tage den pågældende og det ledsagende politipersonale med om bord.”

Om der ikke er tilstrækkeligt med politi, eller det er frygten for uroligheder, som i sidste ende fører til, at hjemtransporten aflyses, fremgår ikke. På den anden side er det let at se følgerne, hvis man bare kan protestere og så undgå at blive tvangshjemsendt.

Forelagt problemet i SAS siger informationschef Trine Kromann Mikkelsen til standby.dk: ”SAS er en kommerciel virksomhed, som også løser opgaver for myndighederne, men generelt har vi ikke noteret ekstraordinære ændringer på det område.

Det sker, at en kaptajn vælger ikke at tage passagerer med af mange forskellige årsager.

I reglerne om hjemsendelse er det myndighederne, der vurderer hvilke sikkerhedsopbud, der skal være omkring den enkelte. På flyet er det kaptajnen, der er myndighed og beslutter, om han eller hun vil gennemføre flyvningen ud fra de sikkerhedsregler SAS har.”