Politiet skal undersøge gramseri i lufthavn

Fællestillidsmand for de ansatte i CPH, Peter Vium, interviewes efter pressemødet af TV2 Lorry.

Fællestillidsmand for de ansatte i CPH, Peter Vium, interviewes efter pressemødet af TV2 Lorry.

PASSAGERSIKKERHED: Efter Københavns Lufthavn sidste uge via: security@cph.dk bad rejsende, der mener sig udsat for begramsning i sikkerhedskontrollen, om at melde sig, er der foreløbig kommet 53 mails. De gives nu til politiet, der næppe kan bevise noget. Lufthavnen fremrykker brug af kropsscannere til på mandag.

Københavns Lufthavn lavede i går en kovending i sin pressestrategi om mulig gramseri mod kvindelige passagerer fra mandlige vagter i sikkerhedskontrollen.

Mens lufthavnen torsdag formiddag, også til standby.dk, afviste at udtale sig – med besked om, at man snart ville komme med melding om behov for arbejdsro, indbød lufthavnen torsdag kl. 14 med blot to timers varsel pressen til ”doorstep,” et improviseret pressemøde, med adm. direktør, Thomas Woldbye, ”på baggrund af henvendelser fra passagerer om krænkelser i Københavns Lufthavn.”

Havde tidsfristen været længere, havde der sikkert været flere pressefolk i CPH’s hovedkontor i lufthavnen.

Thomas Woldbye sagde, at ”doorstep” pressemødet var udløst af ”historier i medierne (bl.a. på standby.dk, red) om hændelser i lufthavnens sikkerhedskontrol.” Efter hændelserne blev beskrevet i medierne, og lufthavnen fredag sidste uge åbnede e-mailen: security@cph.dk for foreløbig 53 henvendelser.

”De er nu gennemgået af et advokatfirma, og hovedparten relaterer sig til personundersøgelser i sikkerhedskontrollen. Københavns Lufthavn har nu overdraget sagen til politiet,” sagde Thomas Woldbye, der medgav, at politiet næppe kan gøre mere – eftersom lufthavnen sletter overvågningsbilleder indenfor 2-3 uger.

Københavns Lufthavn får op mod 20 klager om året om for nærgående undersøgelser.

”De over 1.000 ansatte i Security i Københavns Lufthavn er meget berørt af denne sag. Ingen kan være tjent med mistanken. Security i lufthavnen betjener årligt over 13 mio. rejsende, men følger nogle få ansatte i Security ikke vores retningslinjer, har de ingen fremtid i Københavns Lufthavn,” sagde Thomas Woldbye og tilføjede: ”Fremover vil kvindelige rejsende i Københavns Lufthavn blive spurgt, om de vil undersøges af en kvinde i sikkerhedskontrollen.” Han svarede undvigende på spørgsmål om, hvorfor lufthavnen ikke konsekvent tilbyder kvindelige rejsende at blive undersøgt af kvindelige vagter.

Fra på mandag indfører Københavns Lufthavn brug af kropsscannere. De skulle først være klar 1. september.

Fællestillidsmand Peter Vium i CPH var også indkaldt til pressemødet. Han sagde: ”Vi er chokeret over omfanget af anklager. De 53 klager strækker sig over fem år,” sagde han.