Pause til københavnsk feriemesse

2

Ferie messe i forum -22-1-2016-70TURISME: Efter blot to år med Ferie i Forum bliver der ingen rejsemesse i januar næste år – arrangørerne vil gentænke konceptet og håber at være klar i 2018. Skuffelse over for få udstillere og besøgende i år.

Der bliver ingen feriemesse i Forum i København næste år. Det oplyser den primære initiativtager til Forum-messen, Brian Holm Otte, direktør og medejer af rejsebureauet InterTravel.

Der er flere årsager til beslutningen om at droppe næste års feriemesse. Ferie i Forum har været arrangeret af Forum Copenhagen (en del af Bella Center-koncernen), turoperatøren Billetkontoret, Gouda Rejseforsikring og InterTravel. Men nu har Forum Copenhagen besluttet at forlade arrangørrollen.

Samtidig er arrangørerne skuffet over, at årets ferieforum kun tiltrak knap 6.000 besøgende, et fald fra de 7.400 ved premieren sidste år – håbet var i år mindst 10.000 besøgende.

Ligeledes har for få rejsebureauer, flyselskaber, turistkontorer og f.eks. Københavns største afrejsested for ferier, Københavns Lufthavn, bakket op om Ferie i Forum.

Faldende besøgstal for den før så store feriemesse i selve Bella Center betød, at messen lukkede efter udstillingen i 2014. I stedet blev Københavns feriemesse genopfundet i et mindre og mere kvalitetsorienteret koncept fra 2015 i Forum.

”Vi ønskede med Ferie i Forum at skabe en ny og inspirerende rejsemesse. Men vi kom kun delvist i mål. Forum har som messefacilitet fungeret rigtig godt. Diversiteten og ikke mindst kvaliteten af udstillere har været rigtig god ligesom kvaliteten af de besøgende begge år var meget tilfredsstillende,” siger Brian Holm Otte og tilføjer:

”Men Ferie i Forum tiltrak ikke nok besøgende: Hvor ville vi gerne i år have nået 10.000 besøgende. Og hvor ville vi gerne have haft, at de blev lidt længere.”

Brian Holm Otte siger, at Ferie i Forums primære målgruppe af udstillere var rejsebureauer og med 55 rejsebureauer i år, ”er det fint for en ny messe.” Men, tilføjer han, ”vi ville meget gerne have haft 10-20 flere rejsebureauer og meget gerne være flere turistbureauer og flyselskaber.”

Brian Holm Otte siger: ”alle sanser skal i spil på en rejsemesse, og vi var ikke dygtige nok til at skabe oplevelser for de besøgende, som kan få dem til at bruge mere tid på messen. Med Forums farvel som medarrangør, åbner det mulighed for at rykke projektet, initiativer og beslutninger tættere på selve rejsebranchen.”

”Vi ville meget gerne have kørt videre med Ferie i Forum 2017, men skal vi i et nyt set-up lykkedes med at videreføre de gode takter fra messens to første år,
og tage fat om de ting, vi ikke lykkedes med og som skal gøres bedre, så tager det tid og kræver engageret opbakning. Den kommende tid vil vi afsøge mulighederne for nye stærke partnerskaber, nye tiltag og nye idéer med henblik på at vende tilbage med Ferie i Forum 2018,” lyder det fra Brian Holm Otte.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

2 Comments on "Pause til københavnsk feriemesse"

Notify of
avatar
Marianne Kjeldsen
Marianne Kjeldsen
Hvis man skal have rejsemessen til igen at have et folkeligt appel, så er man nød til igen at gøre det til en oplevelse for alle sanser og hele familien. Lidt lige som Ferie i Bella var for ti år siden, hvor bl.a. de store charterbureauer var til stede med underholdning og svømmebassiner mm. Og så gøre noget mere for at tiltrække alle aktører. Danmarksområdet er jo f.eks. kun en bleg størrelse af, hvad det var for bare for år siden. Alternativt kunne man jo hyrer Messecenter Herning som konsulenter, de har ikke svært ved at lokke rigtig mange gæster… Read more »
Hardcore
Hardcore

Rejsemesser har vel overlevet sig selv. Før kom kunderne for at få ideer, og slæbte hjem med glitrende brochurer. I dag surfer de på nettet.
Den før så store TUR messe i Göteborg er jo også en saga blot.

wpDiscuz