Nytårskrydstogter til København

københavn krydstogt dfdsCRUISE: For første gang får Københavns Havn i år krydstogtskibe til nytår. I alt kommer havnen i år op på over 740.000 krydstogtpassagerer – næste år vil slå alle rekorder med 850.000.

Det norske rederi Fjord Lines vil på sine ruter fra Bergen/Stavanger og Langesund anløbe Københavns Havn med to skibe til nytår i år med plads til 1.500 passagerer.

Sommersæsonens krydstogttrafik lakker mod enden i København, selv om der stadig vil anløbe 35 skibe til midten af oktober.

Derudover er der planlagt en række julekrydstogter, og nu bekræfter Københavns Havn, at den for første gang får nytårskrydstogter: ”Vi byder vores første nytårsgæster velkommen i Københavns Havn, og håber det vil være så stor en succes, at den vil lokke flere krydstogtskibe til byen fremover,” siger Arnt Møller Pedersen fra Copenhagen Malmö Port, CMP, ansvarlig for krydstogtstrafikken i Københavns Havn.

I år har København 304 anløb af 67 skibe fra 35 krydstogtrederier. København har anløb af ca. 90 pct. af de rederier, der sejler i Nordeuropa.

”Københavns Havn tiltrækker flere store skibe med over 4.000 passagerer – der er 14 i år, næste år kommer 55,” siger Arnt Møller Pedersen.

Når 2016 takker af, har CMP i år modtaget over 740.000 krydstogtpassagerer. Næste år vil slå alle rekorder med 850.000 krydstogtpassagerer.

Sammenlagt bidrager krydstogttrafikken med ca. 1,3 mia. kr. til Københavns økonomi.

Knap halvdelen af næste års anløb er turnaround-anløb, hvilket indebærer, at skibene bytter passagerer. CMP arbejder på at kunne modtage flere af denne slags anløb, da de bidrager til større omsætning for hoteller, restauranter, flyselskaber m.m.