Nyt SAS-fly forsinket

0

SAS Airbus A330 EnhancedFLYSELSKABER: SAS skulle i starten af september have taget det første af fire fabriksnye Airbus A330 Enhanced langrutefly i brug – med premiere på den nye rute fra Stockholm til Hong Kong. Men flyet er forsinket, så SAS må i starten bruge en ældre A340 på ruten. SAS har bestilt 12 nye langrutefly.

”Leveringen af SAS’ første A330 Enhanced er forsinket nogle uger og forventes nu i trafik sidst i september,” oplyser SAS og tilføjer, at når den nye SAS’ rute mellem Stockholm og Hong Kong åbner 10. september, vil den i starten blive fløjet af en af selskabets ældre Airbus A340 indtil A330E-flyet er klar.

Til standby.dk siger pressechef for SAS i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, om det forsinkede fly: ”Noget skulle ændres på flyet.” Hun sagde forleden til bonusfeber.dk, at de myndighedsgodkendelser, flyet skal have for at flyve til Hong Kong, ikke kan færdiggøres. Så først når flyet er overført til SAS-registrering kan de iværksættes.

Trine Kromann-Mikkelsen siger til standby.dk, at SAS har personale ved Airbus-fabrikken i Toulouse, der holder øje med fremstillingen.

Når SAS får sin første A330E sidst i september, kommer den anden til oktober, mens de to sidste lander hos SAS næste år i januar/februar og til maj.

A330E skal bl.a. bruges på SAS’ kommende nye langrute fra Stockholm til Los Angeles, der åbner næste år.

SAS oplyste sidste uge, at man fra marts næste år vil flyve dagligt mellem Stockholm og Los Angeles, ligesom man fra næste efterår starter en ny USA-rute med fire fly om ugen i vintersæsonen fra Oslo til Miami samt tre ugentlige fly fra København til Miami.

SAS’ langruter har ca. 30 pct. af selskabets passagerer. 80 pct. af rejsende på business class rejser alene og den nye kabineindretning betyder bl.a., at SAS omsider får rigtige fladsenge på business class.

Otte Airbus A350 indgår i SAS’ flyflåde fra 2018, dermed øger de selskabets sæder på langruterne med 20 pct.

 

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz