Nyt lavprisselskab i København

0

wizz air airbus fly lufthavnLUFTFART: For første gang åbner det største østeuropæiske lavprisselskab rute til København. Den nye rute til København starter til marts med to fly om ugen.

Fra 22. marts næste år begynder Europas fjerdestørste lavprisselskab, ungarske Wizz Air, at flyve to gange om ugen til København fra Makedoniens hovedstad, Skopje. Der flyves med en Airbus A320 med 180 passagersæder.

”Det betyder, at alle Europas store lavprisselskaber nu flyver til København: Easyjet, Norwegian, Ryanair, hollandske Transavia, spanske Vueling, og snart altså også Wizz Air,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, og tilføjer: ”Makedonien er i dag et userviceret og ganske uopdyrket område af Europa.”

Makedonien, der grænser til Grækenland, Bulgarien, Serbien og Albanien, har to millioner indbyggere. De senere år har Wizz Air udvidet i Makedonien og etableret baser i Skopje og Ohrid. Nu kommer København på nettet sammen med Berlin Schönefeld og den slovakiske hovedstad Bratislava. I forvejen har Wizz Air 21 ruter fra sine to baser i Makedonien.

Wizz Air havde sidste år 16,5 mio. passagerer. De 64 Airbus A320 og A321 fly betjener 116 destinationer i 38 lande, primært i Østeuropa. Wizz Air bestilte i efteråret 147 Airbus A321neo til levering frem til 2024.

I Danmark flyver Wizz Air allerede til Billund fra polske Gdansk samt Vilnius i Litauen – fra 23. juli næste år vil Wizz Air flyve to gange om ugen til Billund fra Cluj-Napoca i Rumænien.

Wizz Air er i øvrigt et af de bedste flyselskaber i Europa til disciplinen ”ekstraordinære indtægter” (ancillary revenues) som ekstra kuffert eller ”frit” sædevalg. 33 pct. af indtægterne kom sidste år fra dette område, viste en undersøgelse for nylig fra IdeaWorksCompany.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz