Nyt job til kendt travel manager

jens-liltorp-karina-block-henriksen-og-line-hein

Jens Liltorp, fotograferet i går af Preben Pathuel ved DBTA-møde i DGI-Byen i København, med Karina Block Henriksen, i midten, fra Sixt Biludlejning, og DBTAs bestyrelsesformand Line Hein, chef for international network hos alarmcentralen SOS International. Mødet havde 90 deltagere og overskriften ”Mod fremtidens horisonter.”

ERHVERVSREJSER: Under en måned efter opsigelsen som travel manager hos Novo Nordisk lander kendt rejsebrancheprofil nyt topjob.

57-årige Jens Liltorp er fra starten af det nye år ny travel manager hos den danske medicinalgigant Leo Pharma, tidligere Løvens Kemiske Fabrik.

Kort efter hans opsigelse hos Novo Nordisk, var Jens Liltorp i kontakt med Leo Pharma – og der er nu skrevet under på en ansættelseskontrakt, hvor han får titel af Global Category Manager, Travel and Meetings.

”Det er et rigtig godt match mellem Leo Pharma og mig; jeg kan nogle af de ting, virksomheden vil have løftet. Jeg får muligheden for at bruge mine erfaringer på at skabe noget nyt, et ønske jeg længe har haft,” siger Jens Liltorp til standby.dk

Danske Leo Pharma har hovedkontor i Ballerup uden for København. Virksomheden har 5.000 medarbejdere i 60 lande verden over og sælger sine produkter i 100 lande.

Jobbet er så nyt for Jens Liltorp, at han endnu ikke har det præcise overblik over, hvor stort Leo Pharmas rejsebudget er.

Jens Liltorp blev i november opsagt hos Novo Nordisk, hvor hans titel var senior category manager, travel. Han kom til Novo Nordisk i 1999 – hans opsigelse var led i den store fyringsrunde, Novo gennemførte sidste måned og som ramte ca. 1.000 medarbejdere. Novo Nordisk bruger ca. to milliarder kr. om året på køb af rejseydelser, f.eks. flybilletter, hotelovernatninger, udlejningsbiler og konferencer.

Jens Liltorp har to gange været formand for Danish Business Travel Association, sammenslutningen af de største travel managers i Danmark samt en lang række af deres leverandører.

”Jeg forlader Novo Nordisk uden bitterhed,” sagde Jens Liltorp sidste måned til standby.dk og tilføjede: ”Jeg ser opsigelsen som en mulighed for forandring. Nu har jeg chancen for at få opfyldt en gammel drøm om at starte forfra – med nye udfordringer.”

Jens Liltorp har arbejdet med travel management siden 1984, da han startede i den danske koncern Haldor Topsøe. I 1999 kom han til Novo Nordisk som leder af koncernens interne rejseafdeling. De senere år har han været en del af et travel management team med ansvar i corporate procurement hos Novo.