Ny teori om forsvundet fly

mh370LUFTFART: Malaysia Airlines flight 370, der forsvandt for over to år siden, ramte havet med høj hastighed, siger den australske havarikommission i ny rapport. Det baseres på undersøgelse af fundne vragdele.

Boeing B777-flyet forsvandt 8. marts 2014 på flyvning fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, til Beijing med 239 passagerer og besætningsmedlemmer ombord. Flyet ændrede kurs flere gange og fløj i stedet næsten den modsatte vej og endte, formentlig, i Det indiske Ocean ud for Australiens vestkyst. Trods omfattende eftersøgning er vraget aldrig fundet.

Hidtil har en teori været, at flyet efter det løb tør for brændstof svævede ned og landede i havet. Men efter at have undersøgt de 20 mindre dele af flyet, der indtil nu er fundet, har den australske havarikommission en ny teori om, hvad der skete.

I sin rapport, der kom i går, skriver Australian Transport Safety Bureau, at flyet formentlig ramte havet med høj hastighed.

Konklusionen kommer efter undersøgelse af de 20 vragstykker, der indtil nu er fundet. De er skyllet i land på Afrikas øst- og sydkyst, østkysten af Madagaskar og de mindre øer Mauritius, Reunion og Rodriguez.

Blandt fundene er to stykker fra flyets flaps på vingernes bagsider – havarikommissionen skriver i rapporten, at det er ”mest sandsynligt” at flapsene ikke har været kørt ud, hvilket de bliver i forbindelse med f.eks. landinger.

Havarikommissionens chef sagde ved præsentation af rapporten, at analysen af nogle af de fundne vragdele betyder, at flyet ikke var forberedt til en landing.

Rapporten har ikke noget bud på, hvorfor flyet flere gange skiftede kurs og endte i et område langt fra det planlagte.