Ny SAS-rute: 450 kr. i støtte pr. passager

Eilat.

LUFTFART: Op til 75.000 kr. i tilskud fra Israel til hver afgang på ny rute fra Stockholm til Eilat.

SAS starter til efteråret en ny sæsonrute fra Stockholm til Eilat i det sydlige Israel. Ruten vil blive fløjet hver lørdag fra 28. oktober og frem til 24. marts næste år – ifølge sas.dk med en Airbus A320neo.

SAS har tidligere haft en rute fra København til Eilat, men den blev lukket for to år siden. Nu prøver SAS igen med en skandinavisk rute til den kendte turistdestination ved Rødehavet, og det glæder Israels turistminister Yariv Levin.

”Denne beslutning blev truffet i samarbejde med og med støtte fra det israelske turistministerium. Vi har sat os som mål at få direkte ruter til Israel, og vi oplever en stor fremgang af flyselskaber, der flyver til Israel og bringer et rekordstort antal turister til landet,” siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge den israelske avis The Jerusalem Post støtter Israels turistministerium den nye flyrute fra Stockholm med 45 euro per passager, mens Eilats hotelforening støtter med 15 euro. SAS får derfor i alt 60 euro (ca. 450 kr.) i støtte pr. passager – eller op til 75.000 kr. per afgang, da A320neo-flyet i SAS’ konfiguration har plads til 168 passagerer

Det er almindelig praksis inden for luftfart, at lufthavne, regioner, turistorganisationer mv. giver markedsføringsstøtte i forbindelse med etablering af nye ruter. Støtten gives typisk det første par år og er et vigtigt ”værktøj” i lufthavnenes konkurrence om at tiltrække nye ruter. Offentligheden får dog sjældent kendskab til støttebeløbenes størrelse.