Ny kritik af hoteller med overdrevne priser

first hotelTURISME: Krydstogtgæster, højsæson for turister og stor kongres giver denne uge så meget tryk på København, at det nærmest er umuligt at finde hotelværelser. 2-3 stjernede hoteller sælger værelser uden eget bad for 10.000 kr. Nyt hotelkaos til efteråret.

Prisen på hotelværelser i København er fra onsdag og ugen ud presset så højt op, at nogle få 2-3-stjernede hoteller sælger overnatninger fra 7.000 til 10.000 kr.

Eksempelvis koster enkeltværelse uden badeværelse på 2-stjernede Rent a Room Copenhagen 6.600 kr. 8. juni, mens 3-stjernede Copenhagen Star Hotel på Vesterbro samme dato har værelse på 14 m2 med tre enkeltsenge for 9.500 kr. Til sammenligning kan man i september booke overnatning for 700 kr. samme sted.

Det skriver Politiken.

Men det er for groft, siger Allan L. Agerholm, koncernchef i BC Hospitality Group, der omfatter Bella Center og tre store københavnske hoteller. Han er også bestyrelsesformand for VisitDenmark.

”Jeg må ikke blande mig i hotellernes prisdannelse, men jeg har sjældent oplevet noget lignende. Denne prisdannelse er skadelig for Københavns evne til at vinde kongresser. Det er ekstremt kortsigtet profitmageri, og det er ufatteligt, at man ikke kan tænke langsigtet,” sagde han sidste uge til standby.dk

Martin Trolle Thomsen er adm. i Hotel Property Group, som ejer fire hoteller og driver to, herunder Copenhagen Star Hotel. Til Politiken siger han, at kun 3-4 af Star-hotellets værelser sælges for 7.000-10.000 kr.

De københavnske hoteller er denne uge presset af medicinalkonferencen fra torsdag til søndag i Bella Center med 8.000 deltagere, ifølge Wonderful Copenhagens hjemmeside.

Storkøbenhavn har ifølge Horesta 17.500 hotelværelser. 2016 bliver største kongresår for København nogensinde med 100.000 forventede gæster. Hver gæst bruger i snit 3.100 kr. i døgnet på overnatning, transport m.m. Det indbringer København ca. 1,2 milliarder kr. i år.

Bestyrelsesformand i Horesta, Jens Zimmer Christensen, siger til avisen: ”Hotellerne skal tænke sig om. Tager man fejl, når man sætter prisen, får man ikke solgt værelserne eller risikerer at blive straffet i form af dårlige anmeldelser.” Han tilføjer: ”Hvad Allan Agerholm (næstformand i Horesta, red) udtaler, står for egen regning, men det er ikke hensigtsmæssigt at inddrage navngivne hoteller.”

Vil man overnatte i hovedstaden de omtalte dage denne uge, må man kigge langt efter et værelse hos Scandic, der har otte hoteller i København og omegn. Scandic har ca. 1.800 værelser, de er alle booket i kongresperioden.

”Der er fuldstændig støvsuget, også på Scandic-hotellerne i Roskilde, Hvidovre, Glostrup og Lyngby. Man skal til Ringsted for at få ledigt værelse,” siger Casper Puggaard, salgs- og marketingdirektør i Scandic Danmark og tilføjer: ”Hotelbranchen styres af udbud og efterspørgsel. Men samtidig har vi interesse i at balancere den kort- og langsigtede profitjagt. Det ville være problematisk, hvis København endte i kongresarrangørernes ”sorte bog.”

Jonas Wilstrup, chef for Wonderful Copenhagens kongressekretariat, siger, at der er fri prisdannelse, så WoCo kan ikke gøre noget ved de opskruede priser: ”Men det er klart, at det på den lange bane kan skade Københavns mulighed for at tiltrække internationale kongresser, fordi der skubbes til opfattelsen af, at København er en ufattelig dyr destination.”

Der kommer til efteråret flere problemer for hotelkapaciteten i København. 8.-11. september er der ny medicinsk kongres i Bella Center med 6.000 deltagere. Den overlappes delvist af en anden kongres, 10.-14. september, også i Bella Center med 9.000 deltagere. Og helt slemt bliver det 7.-11. oktober med medicinsk kongres i Bella Center med 18.000 deltagere, ifølge WoCo’s hjemmeside.

Det oplyses ikke, hvorfor samarbejdsorganet Meetingplace Wonderful Copenhagen har budt på en kongres med flere deltagere end der findes hotelværelser i Storkøbenhavn.