Ny fransk flyvelederstrejke

flyveleder lufthavn

LUFTFART: De tilsyneladende uregerlige franske flyveledere er i dag klar til deres 7. strejke på to måneder – og flere forventes. Strejken rammer både flyvninger til Frankrig og overflyvning af fransk luftrum.

Igen i dag vil mange flyvninger til Frankrig samt over fransk luftrum blive aflyst eller forsinket som følge af endnu en strejke hos flyvelederne i Frankrig.

Europas største flyselskab, Ryanair, har allerede aflyst et tocifret antal flyvninger til Frankrig og til flere andre europæiske lande.

Ifølge interesseorganisationen Airlines for Europe (A4E), der repræsenterer størstedelen af Europas luftfart, har de franske flyveledere også bebudet strejker 3-5. juni samt den 14. juni. Der oplyses ikke noget om årsagen.

Ifølge A4E har der i år været over 2.500 flyaflysninger som følge af strejker i Europa. A4E opfordrer igen EU til at beskytte rettighederne for flypassagerer. De franske flyveledere har strejket 48 gange siden 2009.

A4E omfatter foreløbig Air France-KLM, Easyjet, Finnair, International Airlines Group (IAG) med bl.a. British Airways og Iberia, Lufthansa Group, Norwegian og Ryanair.