Nu har Lesbos nok tøj

På Thomas Cook Airlines’ sidste flyvninger til Lesbos kom der så megen nødhjælp, at Spies og Ving måtte bede en lokal vognmand om hjælp til transporten.

På Thomas Cook Airlines’ sidste flyvninger til Lesbos kom der så megen nødhjælp, at Spies og Ving måtte bede en lokal vognmand om hjælp til transporten.

NØDHJÆLP: I takt med at rejsemålene i Grækenland lukker for sommeren, stopper også Nordens største charterflyselskab, Thomas Cook Airlines, transport af gæsternes nødhjælp til Lesbos, Kos og Bodrum.

Uge for uge er mængden af nødhjælp vokset – på torsdagens sidste flyvning fra Stockholm til Lesbos havde gæsterne 1,2 tons. Derudover kom der 30 portioner á 20 kilo, der ikke blev plads til.

Anslået har Thomas Cook Airlines siden slutningen af juni transporteret langt over 50 tons nødhjælp. Andre to tons er blevet sendt med lastbil.

”Efter planen returneres det overskydende tøj til svenske hjælpeorganisationer. I øvrigt er man på Lesbos ved at drukne i brugt tøj. På officielle hjemmesider beder man nu om, at hjælpen begrænses til joggingbukser og soveposer,” siger pressechef for Thomas Cook Airlines og Spies Danmark, Torben Andersen.

De svenske turoperatører har de sidste uger tilladt, at der medbringes nødhjælp til de forholdsvis få flygtninge på Rhodos, men det er stoppet nu. Det var tanken, at organisationen ”Helping Hands of Rhodos” skulle hente tingene, men det er ikke sket.